Kristinehamngranit findes i den sydvestlige del af Filipstadstriben og er enten meget tæt på eller en del af Protoginzonen. Som følge heraf er Kristinehamngranit ofte præget af metamorfose og deformering.
Den kaldes af svenskerne for småporfyrisk Filipstadgranit og i grænseområderne er der glidende overgange mellem de to bjergartstyper. Generelt er Kristinehamngranit mere basisk end Filipstadgranit. Den har overvægt af plagioklas i forhold til kalifeldspat og har mindre kvarts. Ofte er der også flere mørke mineraler, men undtagelser er hyppige. Kristinehamngranit er altså en granodiorit eller kvartsmonzodiorit.
Man kan skelne mellem to typer: Brunspættet Kristinehamgranit og deformeret Kristinehamngranit. I deres rene udformning er de så forskellige, at de er vanskelige at genkende som varianter af samme bjergartstype.
Brunspættet Kristinehamngranit er en relativt udeformeret granit med en ret broget fremtoning. Den kan være næsten enskornet eller porfyrisk med forskelligt farvede øjne op til 1 cm - ofte også mindre mere kraftigt rødfarvede kalifeldspatter, som er tydeligst på friske brudflader, men bleges ved forvitring. Plagioklasen er rigeligt til stede som grågule masser - kun undtagelsesvis som ringe omkring kalifeldspatterne. Kvartsen er sparsom, men ofte iøjnefaldende, fordi den optræder i ret store blåviolette korn. Mørke mineraler fremtrædende i form af aggregater af biotit og hornblende. Titanit almindelig.
Brunspættet Kristinehamngranit kan minde meget om Kindagranit, som dog har mere kvarts. Øjnene i Kindagranit er som regel også større, mere kantede og ofte zonare end i Kristinehamngranit, og de har tilnærmet samme farve i samme blok. Endelig har noget af plagioklasen i Kindagranit en iøjnefaldende orangerød farve.
Deformeret Kristinehamngranit (gnejsagtig Kristinehamngranit) er som det fremgår af navnet mere eller mindre folieret. Mørke mineraler samles i korte parallelle slirer. Kvartsen granuleres, så den mister sin iøjnefaldende violette farve. Kalifeldspatøjnene rekrystalliserer, så nye små korn dannes i de mindst trykpåvirkede randområder - de herved opståede kalifeldspataggregater får således en udtrukket, let tenformet facon (øjegnejsagtig). Plagioklasen bliver til lyst grågule masser af kataklastisk (knust) materiale og kommer til at virke meget dominerende i det samlede billede.
Deformeret Kristinehamngranit kan forveksles med andre gnejsgranitter med stort plagioklasindhold - fx. visse typer af Barnarpgranit.
