I området mellem Mariannelund, Hultsfred og Järeda Kirke (og i følge Per Smed også i et område nord herfor) kan man finde en porfyrisk granit med beige til grårøde afrundede kalifeldspatter på op til 2 cm. Nogle , men langt fra alle kan have en smal ring af bleg plagioklas. Kvarts er for det meste granuleret og har en skyet mælkeagtig fremtoning. Det, der imidlertid er det mest karakteristiske, er de mørke mineraler, som danner fine netagtige strøg omkring feldspatterne og gennem smalle revner i dem. Disse revnedannelser er opstået ved sprød deformering og er altså parallelle. Det angives, at disse fine trådede mineralkorn skulle være hornblende, hvilket er underligt, da biotit er det normale mørke mineral i Smålandsgranitter, med mindre de er meget basiske (kvartsmonzonitter, kvartsmonzodioritter).
Denne granit benævnes i Danmark Mariannelundgranit, mens tyskere og hollændere kalder den Järedagranit - læs mere i boksen nedenfor.
I tysk og hollandsk litteratur benævnes bjergarten Järedagranit efter ovennævnte Järeda Kirke i udbredelsesområdets sydvestlige hjørne. De in situ-blokke der foreligger stammer da også fra dette område. I Per Smeds bog bringes et - ikke ret godt - billede af denne bjergart, og den benævnes efter en lokalitet 25 km længere norpå Mariannelundgranit. Det passer ikke helt med at der i følge SGU's kort er mere basiske bjergarter i dette område. Det er også påfaldende, at de karakteristiske striber af mørke mineraler, som fremstår tydeligt på billedet, af Per Smed beskrives som noget, man ser i nærheden af porfyrgange - og altså ikke som det, der ellers må betragtes som et kardinalpunkt for at man kan tale om en Järedagranit. Hvorvidt betegnelsen Mariannelundgranit også tidligere har været brugt i dansk litteratur er mig ikke bekendt. Det står heller ikke helt klart for mig, om Mariannelundgranit og Järedagranit er én og samme type, eller om Järedagranit må betragtes som en undertype af Mariannelundgranit, som er karakteriseret ved striber af mørke mineraler gennem de store feldspatter.
