Virbogranit brydes - eller snarere har været brudt - i flere stenbrud omkring Virbo, som sandt at sige ikke er nogen storby, men udgøres af mindre end ti spredte bebyggelser med flere hundrede meters afstand. Hvorfor Virbo - og ikke den noget større by Saltvik, hvor der ligger et stort stenbrud - har givet navn til denne granittype får stå hen i det uvisse.
I litteraturen beskrives to typer af Virbogarnit: den udeformerede og den deformerede type. Den udeformerede type svarer til Uthammargranit, og betegnelsen bør efter min opfattelse bortfalde. Betegnelsen Virbogranit forbeholdes herefter den deformerede type, som findes i kyststrækninen mellem Oskarshamn og Figeholm. Meget lignende, men nok lidt mere kvartsholdige typer kendes fra kyststrækningen nord for Uthammar. Disse omtales i ledeblokkredse oftest som Uthammargranit, men det er efter min mening uhensigtsmæssigt, da dette navn bør forbeholdes den yngre rapakivirelaterede granit, som stammer fra den lille intrusion ved Figeholmsfjorden (se klumme nedenfor). Herudove findes meget lignende typer andre steder i Småland og Östergötland, så nogen perfekt ledeblok er der ikke tale om.
Ud fra den valgte definition er Virbogranit en TIB1-granit og har altså en alder på ca. 1800 Ma. Hovedbestanddelen af Virbogranit er dybtfarvede røde/brunrøde, perthitiske kalifeldspatter eller aggregater af samme på op til 2-3 cm. De kan være afrundede eller let udtrukne i retning af det øjegnejsede. Selvstændig plagioklas er som regel meget sparsom, kan være delvist omdannet til epidot. Kvartsen er for hovedpartens vedkommende knust til sukkerkornlignende materiale, men intakte lyse kvartskorn på op til 4-5 mm ses i vekslende mængde. Mikrografisk tekstur ses ikke. Kvartsen danner sammen med biotit ofte netagtige strøg mellem de store kalifeldspatter. Mørteldannelser ses i de mest deformerede typer.
For efterhånden en del år siden blev man klar over, at der i det ellers ca. 1800 mill. år gamle grundfjeld i Østsmåland var tre små intrusioner med røde rapakivilignende granitter, som kun var ca. 1450 mill. år gamle. Det drejede sig om Jungfrungranit, Götemargranit samt en intrusion, som strakte sig tværs over Figeholmsfjorden og på nordøstsiden rummede Uthammargranit og på sydvestsiden Virbogranit.
Mens såvel Jungfrun- som Götemargranit allerede af Holmquist i 1906 blev omtalt som selvstændige granittyper, stiller sagen sig anderledes for intrusionen ved Figeholmsfjorden. Typer fra stenbrud nord for fjorden blev omtalt som Uthammargranit sammen med granitter fra et langt større område langs kysten op mod Västervik, mens typer fra stenbrud syd for fjorden blev benævnt Virbogranit sammen med granittyper fra et ligeledes langt større område ned mod Oskarshamn. For Virbogranittens vedkommende skelnede Holmquist mellem udeformerede og deformerede typer - dog uden at stedfæste de udeformerede typer til Figefjorsintrusionen. For Uthammargranittens vedkommende skelnedes ikke mellem deformerede og udeformerede typer.
Senere omtale af disse granittyper i ledebloksammenhæng (Hesemann, Zandstra) adskiller sig ikke fra Holmquists beskrivelser - virker tvært imod nærmest som skrevet direkte af!
Der er flere grunde til, at det ikke er tilfredsstillende:
Det er for mig indlysende, at der burde ryddes op i nomenklaturen, men det er jo lettere sagt end gjort.
Svenske geologer har undersøgt områderne omkring Figefjorden grundigt - især fordi Simpevarp-kernekraftanlægget ligger tæt på. De benævner den unge granittype Uthammargranit.
Stort set alle in situ-prøver af Uthammargranit stammer fra gamle stenbrud sydøst for Uthammar - inde i den unge intrusion. Langt ovedparten af in situ-prøver af Virbogranit stammer fra stenbrud uden for intrusionen.
Da der kun er minimale forskelle mellem de deformerede typer af Holmquists oprindelige Virbo- og Uthammargranitter, forekommer det mig rationelt at kalde alle de deformerede typer for Virbogranitter og den unge udeformerede, rapakivirelaterede granit for Uthammargranit.
