I den del af SVB som ligger syd for Oskarshamn-Jönköping-bæltet domineres billedet af overvejende enskornede eller svagt porfyriske granitter, som får forskellig farvetone alt efter metamorfosegrad og mængdeforhold mellem kalifeldspat, plagioklas, kvarts og mørke mineraler.
Byen Växjö ligger i den sydvestlige del af området, og har traditionelt givet navn til denne brogede gruppe bjergarter.
Ud fra den dominerende farvetone kan man skelne mellem røde, rosa og grå Växjögranitter - de røde omtales dog oftest blot som røde Smålandsgranitter.
De typer, som benævnes rosa Växjögranit, består af rigeligt uskarpt afgrænset, blegrød kalifeldspat, som kan danne uskarpt afgrænsede øjne. Der er også rigeligt plagioklas, som for størstedelens vedkommende er delvist omdannet til epidot og derfor fremtræder gullig/grønlig. Plagioklasen danne nogle steder ufuldstændige øjeringe omkring kalifeldspaterne, men findes især (og karakteristisk) som små idiomorfe enkeltkorn, som træder tydeligt frem (Per Smed: ”plagioklaslamper”). Blålig/grå udflydende granuleret kvarts. Biotitaggregater. Titanit og magnetit. Kan være lettere gnejset.