Blekingeregionen afgrænses mod nord af Småland-Blekinge-zonen pg mod vest af protoginzonen. Ud over Blekinge omfatter regionen altså de nordøstlige dele af Skåne.

Småland/Blekinge-zonen adskiller ikke/svagt deformerede bjergarter på nordsiden (Småland) og kraftigt deformerede bjergarter på sydsiden (Blekinge). Der er opstået en betydelig hævning af Blekingeregionen i forhold til Småland. Denne hævning er sket før intrusionene af yngre granitoider i Blekinge.

Det ældste grundfjeld i Blekinge har en alder på 1,77-1,75 Ga. Det består af som regel kraftigt metamorfoserede bjergarter, som omfatter 3 enheder:

• Västanågruppen i det vestlige Blekinge og nordøstlige Skåne. Det er den ældste enhed, og den består af lag med rhyolitiske, dacitiske og basiske vulkanitter samt kvartsitter, konglomerater mm.
• Blekingekystgnejsen er en østlig fortsættelse af de sure vulkanitter fra Vestanågruppen, som er kraftigt forgnejsede. Elementer af forgnejsede dybbjergarter indgår formentlig også.
• De ældre granitoider, som ligger op mod Småland-Blekingezonen og opfattes som en forsættelse af Smålandsgranitterne (først og fremmest grå Växjögranittyper), som fortrinsvis stammer fra TIB 1. De er sandsynligvis lidt yngre end Västanågruppen og kystgnejsen.
  Mod øst finder man en type, som kaldes Tvinggranit, som er en granodiorit ofte med øjne af mikroklin. Den er i varierende grad forgnejset, men ret udeformerede typer forekommer.
  En anden specialitet er Blekingepletgranit.

De yngre granitoider fra næste intrusionsfase 1,46-1,43 Ga er i det store og hele slet ikke eller kun svagt deformerede. Det drejer sig om Karlshamn-, Spinkamåla- og Vångagranitterne, samt mindre intrusioner bl. a. i det østlige Skåne (fx. Stenshuvud). Den deformering, der er sket af det ældre grundfjeld, må derfor være sket i perioden mellem 1,70 og 1,45 Ga. Et bud er at disse de yngre granitoider dannedes i slutningen af en orogenese, som kaldes den dano-poloniske orogenese. Dette er nogenlunde samtidig med den hallandiske orogenese i Det Sydvestskandinaviske Domæne, og i øvrigt tidsmæssigt og dermed formentlig også årsagsmæssigt sammefaldende med dannelsen af Varbergcharnockit, Torpagranit og Tjörnesjögranit i Halland og dannelsen af Götemar-, Jungfrun- og Uthammargranit i Småland.

Ud fra denne teori kan man altså sige, at den ældste del af Blekinges grundfjeld modsvarer de metamorfe bjergarter i de østlige dele af Det Sydvestskandinaviske Domæne. På grund af deres mere østlige placering har de så undgået yderligere påvirkning under den sveconorvegiske orogenese.

Sidste fase i dannelsen af Blekinges grundfjeld udgøres af Blekinge-Dalarna-doleritter. De har en alder på 954-946 Ma og tilhører dermed den yngre gruppe af disse såkaldte BDD-diabaser (den ældre gruppe har en alder på 972-965 Ma). Nogle af disse diabaser indeholder delvist afrundede xenolither af feldspatsandsten og kvartsit. Herved opstår de såkaldte diabaskonglomerater (svensk) eller gerölldiabaser (tysk). De er dermed i familie med de mere kendte og mere nordligt beliggende typer (fx. Brevik- og Alsarpdiabaser).