Brun Østersøkvartsporfyr er en meget almindelig sten i store dele af Danmark. Kun få steder - nævnes kan Kalø Vig og ”de røde klinter” på Hindsholm, hvor den røde Østersø-kvartsporfyr findes i hobetal - er rød Østersøkvartsporfyr mere almindelig end den brune.

Brun Østersøkvartsporfyr findes sammen med Østersøsyenitporfyr og af Østersømelafyrmandelsten. Deres nøjagtige hjemsted har gennem årene været genstand for mange diskussioner - se boks herunder - men er efterhånden ret præcist fastlagt til området ved Landsortsdjupet.,

Brun Østersøkvartsporfyr er i almindelighed en bjergart med et noget mat og kedeligt udseende - ofte præget af talrige små fordybninger i overfladen efter bortforvitrede mørke mineraler. Ved nøjere granskning afsløres imidlertid en ganske flot bjergart med interessante teksturelle kendetegn.

Grundmassen er som hovedregel tæt og dens farve varierer mellem gråbrun, brun og rødbrun. Den består af korn af mikropegmatit og støvfine korn af mørke mineraler især chlorit. Undertiden ses lidt grovere partier med listeformede kvartskrystaller på ½ mm omvokset af feldspat (poikilitisk tekstur).

Der er utrolig mange strøkorn. Feldspatstrøkorn findes både som kalifeldspat og plagioklas i størrelser på 1 til 5 mm (0,1-40). Kalifeldspatkornene er på en frisk overflade mere eller mindre intensivt røde mens plagioklaserne er grumset gulliggrønne. Ved forvitring bliver begge mat grågule. Feldspatstrøkornene viser oftest udtalte resorptionstegn i form af afrunding, lapdeling, indbugtninger eller huller. Strøkornene af kvarts er grålige og almindeligvis meget små og kan da kun ses på friske brudflader. Der ses også ofte en generation af lidt større (3-4 mm) kvartskorn. Kvartskornene er også ofte korroderede og ses tit at være omgivet af en smal zone af mikropegmatit, som fremtræder lysere end resten af grundmassen. Mørke mineraler i aggregater på 1 til 2 mm findes i stort tal og er ofte forvitrede, så overfladen præges af et utal af små huller. Xenolither på op til 40 mm af basalt, granit eller leptit findes af og til i grundmassen.

Lidt historie
Erkendelsen af, at Brun Østersøkvartsporfyr er faststående på havbunden ud for den stockholmske skærgårdskyst, er et klassisk eksempel på, hvorledes man ved at studere ledeblokkes udbredelse kan konkludere baglæns, når man også har kendskab til isstrømmenes bevægemønster.
Den første beskrivelse af brun østersøkvartsporfyr stammer mig bekendt fra Torbern Fegræus, som i 1886 havde et lille indlæg i GFF (Geologiska Föreningens Förhandlinger) "Sandslipade stenarfrån Gotska Sandön". Nærmest som en sidebemærkning nævner han hvilke stentyper han finder på øen:
"Bergartsmaterialet utgöres såväl af kristalliniska bergarter som i synnerhet af kalkstenar ocli sandstenar. Bland de förra förekomma utom en mängd obestembara graniter och gneisvarieteter en hel mängd olika porfyrarter, blandt hvilka förnämligast Dalaporfyrerna. Mycket talrikt förekomma äfven de Åländska bergarterna, såväl rapakivi som typisk granit och qvartsporfyr."
Det fik lov at stå til 1894, hvor Herman Hedström udkom med en større afhandling: "Studier öfver bergarterfrån morän vid Visby". Han starter med at beklage, at specielt tyske geologer efter glacialteoriens fremkomst udtaler sig om istransport og ledeblokke på løst grundlag:
"Emellertid finner man ganska ofta, vid genomläsandet af deras beskrifningar, anteckringar om flere slag af block, särskildt åtskilliga graniter, porfyrer, diabaser och diabasmandelstenar etc., att deras klyftort är obekant eller osäker."
og
"De bergarter, som inom det baltiska området i någon större utsträckning användts som ledblock, äro hufvudsakligen de åländska och finska rapakivi-, granit- och porfyrbergarterna samt Dalaporfyrerna. De förra bergarterna ha visserligen en tid bortåt till sina allmänna karakterer varit bekanta, men deras närmare utbredning och afgränsning från de medelpadska och ångermanländska massiven har först under de senare åren blif­vit klargjord. För den södra delen af det baltiska området är det emellertid för bedömande af istransportens riktning af mindre betydelse, huruvida dessa ledblock härstamma från den ena eller andra af de nämda lokalerna. Deremot spela Dalaporfyrerna en större roll vid bedömandet af istransportens riktningar. Dessa porfyrer ha visserligen varit föremål för makroskopiska undersökningar, men någon mera ingående mikroskopisk granskning har ej blifvit gjord. Detta synes vara orsaken till att man ofta till Dalaporfyrerna hänfört bergarter, hvilkas klyftort med stor sannolikhet torde vara att söka på helt andra trakter."
Derefter går han over til at beskrive de krystallinske bjergarter, han har fundet i morænen. Størst opmærksomhed får den bjergart, vi nu kender som brun Østersøkvartsporfyr. Også en syenitporfyr og dermed beslægtet mørkere mandelførende bjergart beskrives grundigt. Dem kender vi i dag som Østersøsyenitporfyr og Østersøbasaltmandelsten. Han konstaterer, at disse bjergarter ikke stammer fra Dalarna og heller ikke kendes fra Uppland, andre dele af det svenske fastland eller fra Ålandsøerne. Bjergarternes hjemsted må derfor være at finde på bunden af Østersøen et sted mellem Landsort, Gotland og Åland. Da han året efter besøgte Gotska Sandön, fandt han samme mønster der og kunne indskrænke målområdet til en trekant mellem Landsort, Gotska Sandön og Åland.
Det kan synes ret indlysende for os, men var absolut en betydelig videnskabelig bedrift, fordi det var det første eksempel på, hvorledes man ved at studere ledeblokkes udbredelse kan konkludere baglæns om en bjergarts hjemsted, når man også har kendskab til isstrømmenes bevægemønster.
Undervejs kan han ikke lige lade være med at give Fegræus et håndkantslag:
"Under det att nu somliga förattare i literaturen icke vågat uttala någon mening om dessa eruptive Östersjöbergarters härstamning, ha andra författare deremot ansett dem härstamma från Dalarne. Särskildt har d:r FEGRÆUS i den vägen gått synnerligen långt, i det att han, med undantag af de åländska kvartsporryrerna, hänfört alla de af honom funna porfyrerna, som bilda 8-25 procent af alla block, till Dalaporfyrerna."
Det behagede ikke Dr. Fegræus, som i mellemtiden havde omstillet sig til at være "naftageolog". Han var blevet ansat af Nobelfamilien og sendt til Aserbajdsjan, hvor Nobelfamilien sad på en stor del af olieudvindingen i Baku-distriktet, som på et tidspunkt producerede omkring halvdelen af verdens olie. Fra sit exil tog Fegræus til genmæle i GFF, hvor han skriver:
"Jag har alldeles icke henfört alla af mig funna porfyrer til Dalaporfyrerna. Tvärtom uttaler jag mig i min oppsats om flyttblocken på Gotland mycket reserveradt angående porfyrernas härstamning. Jag säger nämligen: "Porfyrar. Häraf förekommer en mängd av olika varieteter. Då man ännu alltför litet känner våra porfyrbergarter, kunna endast ett ringa fåtal med något sannolikhet hänföras till bestämda klyftorter." Härefter påpekar jag, at likvel trenne varieteter, hvilka närmera beskrifvas, synts mig närmast öfverensstämma med kända typer från Dalarna. Men att på grund häraf påstå, att jag reknat alla till Dalaporfyrerna, er väl djärft. Och att fälla ett sådant omdöme som: "Att hans bestämning av porfyrerna i de flerste fall (!) är oriktig" förefaller minst sagdt egendomligt, då förf. visserliken icke varit i tillfälle att se mitt material (en del deraf finnes i Sveriges Geol. Undersökn. museum) men likväl medgifves, att en, om och ringa del af block fråm Gotland har likhet med Dalaporfyrer."
Hedström går så på museum og kikker på Fegræi samling af sten fra Gotland. Resultatet kan læses i "Om block af postarkäiska eruptive Östersjö-bergarter från Gotska Sandön". Han anfører maliciøst, at han ikke kan kontrollere om stenene er rigtigt bestemt, da de tilsyneladende ikke er blevet bestemt af dr. Fegræus! Men han kan da konstatere, at der er 16-17 eksemplarer af Østersøporfyr og et par stykker, som måske kunne have lighed med Dalaporfyrer. Han slutter dog forsonligt:
"I sjelfva verket synes det mig ej så synnerligen egendomligt, om dr FEGRÆUS verkligen ansett detta när hans uppsats skrefs eller på en tid, då man ännu hade en ganska ringa kännedom till det norra Sveriges bergarter i allmänhet."
Fegræus afstod fra yderligere kommentarer og fortsatte sit nafta-arbejde i Baku til 1. Verdennskrig brød ud.
Vor egen Vilhelm Milthers udgav 1909 "Scandinavian Indicator-Boulders in the Quaternary Deposits", som jeg endnu ikke har haft lejlighed til at læse, men i følge Hesemann rykkede han hjemstedet noget mod øst, for dog efter at have besøgt Gotska Sandön 1932 trak det lidt tilbage mod vest igen i artiklen "Leitgeschiebe auf Gotland und Gotska Sandön sowie der Heimat der Ostseeporphyre". Her fik tyskeren Johannes Korn, som i 1927 havde udgivet "Die wichstigsten Leitgeschiebe der nordischen kristallinen Gesteine im norddeutschen Flachlände" (med fantastiske stenbilleder tidens trykketeknik taget i betragtning) lige en stikpille:
"Im Jahre 1927 hat J. KORN in einer Übersicht über kristalline Leitgeschiebe auf zwei Tafeln die beiden Ostseeporphyre anstehend in der Gegend um das nördliche Gotland und Gotska Sandön angegeben. Da es KORN kaum unbekannt sein konnte, dass der präquartare Untergrund in dem betreffenden Gebiet aus silurischen Sedimentgesteinen besteht, ist wahrscheinlich ein reiner Lapsus schuld an seiner Anbringung."
Ak ja! Geolog er geolog værst!