Landsortsdjupet er med sine 458 m det dybeste sted i Østersøen. Det ligger 22 km SØ for Landsort, som er byen på øen Öja, som igen er den sydligste ø i Stockholms skærgård. Hvorledes det er gået til, at der er opstået sådan et dybt hul her, er der flere forskellige forklaringer på. Den mest dramatiske stod amerikaneren Frans E. Wickman for, da han i 1973 fremsatte en teori om, at fordybningen var forårsaget af et meteoritnedslag. Der er foretaget adslillige undersøgelser mhp. at be- eller afkræfte teorien, og hidtil er alle tommelfingre vendt nedad.

Den teori der for tiden har mest vind i sejlene er den lidt kedelige tektoniske forklaring: Inde i en halvellipseformet område (Strombus-basinnet) med en diameter på 35-40 km er der sandsten med en alder på 1400-1200 Ma - altså såkaldt jotnisk sandsten, mens der udenom er krystallinsk grundfjeld af svecofennisk alder dvs. ca. 1800 Ma. Sandstensfragmentet er nedforkastet skønsmæssigt 200-900 m i forhold til det krystallinske grundfjeld. Herved fik sandstenen mulighed for at overleve de erosive kræfter, der sleb landskabet ned til det berømte subkambriske peneplan. Den sydøstlige del blev så i paleozoikum dækket af de kambrosilure aflejringer, som dækker den østeuropæoske platform med tykkere lag jo længere man kommer mod sydøst. På grænsefladen mellem grundfjeldet og den jotniske sandstens nordvestlige rand, hvor niveauforskydningen var kraftigst, dannedes en kraftig fordybning, som kun i ret beskedent omfang er fyldt med senere sedimenter. Det er denne bueformede fordybning, der er Landsortsdjupet.
En ekstra dimension får området, fordi gravimetriske, magnetiske og seismiske målinger tyder på, at der gemmer sig en mindre rapakiviintrusion i området sydøst for Landsortsdjupet og fordi et mindre område af havbunden består af lavaer herfra blandet med klastiske sedimenter.

Et ultrakort resumé af hændelsesforløbet i følge Flodén m. fl. 2000 og 2005:

1. Ekstensionsmiljø med forkastninger. Sideløbende hermed dannelse af rapakiviintrusioner, -gange og -lavaer. Ca. 1550 Ma.
2. Erosion af det svecofenniske grundfjeld og de rapakivirelaterede strukturer med affladning af overfladerelief.
3. Regional aflejring af mægtige lag af jotniske sedimenter. Indtil ca. 1200 Ma.
4. Postjotiske forkastninger med dannelse af halbgrabenstrukturerne Strombus og Admete bestående af jotnisk sandsten.
5. Nederodering til det prækambriske peneplan. Strombus og Admete er nedsænket til sikkert niveau.
6. Paleozoiske forkastninger med nye reliefstrukturer i Admetesbasinet. Paleozoiske aflejringer.
7. Pre-pleistocæn erosion af de paleozoiske aflejringer.
8. Gletsjer-abrasion og tertiære aflejringer.

For foretagsomme mennesker indbyder sådan et hul til deponering af ting, man gerne vil glemme og gemme væk, og i 1950'erne og 60'erne dumpede svenskerne skrotbiler og tønder med radioaktivt og kemisk affald i området. Det er de ikke stolte af i dag.

Bjergarter

De bjergarter, der findes på havbunden i dette interessante område, er jo ikke nogle, man umiddelbart kan studere in situ. Men der er en genvej. På Gotland og især på den lille ø Gotska Sandön er der masser af glaciale aflejringer, som er undersøgt i detaljer siden slutningen af 1800-tallet. De fleste sten er sandsten af enten jotnisk eller paleozoisk alder. Der er også granitter, gnejser, porfyrer og andre stentyper, som man kender fra dele af Sverige (Bergslagen, Dalarna mm.) og fra Ålandsøerne. Endelig er der nogle stentyper, man ikke kender fra det svenske fastland eller Åland. Det drejer sig om porfyrer, basalter, doleritter og hybridbjergarter dannet ved opblanding af ovennævnte typer. Konklusionen var, at hjemstedet for disse bjergarter måtte befinde sig et sted på havbunden mellem de stockholmske kyst, Ålandsøerne og Gotska Sandön. Læs mere om dette spændende kapitel i geologiens historie i boksen under brun østersøkvartsporfyr.

De bjergartstyper, man finder ve Landsortsdjupet, er:

• Kvartsporfyr. Det er den type, vi nu kender som brun østersøkvartsporfyr.
• Syenitporfyr.
• Diabas, labradorporfyrit og basaltmandelsten.

Typerne i den sidste mafiske gruppe er svære at katalogisere og der er også overgangsformer mellem denne gruppe og syenitporfyren. De mere finkornede typer varierer mht. grundmassens farve og finkornethed, mængden og typen af strøkorn samt mængde, størrelse og form på blærehulrum og mandler. De mineraler eller ofte mineralkombinationer, man finder i mandlerne fordeler sig også over et bredt spektrum: Chalcedon, agat, calcit, phrenit, epidot, chlorit.

Kan vi så være sikre på, at alle de sten, vi finder af denne type kommer fra det lille område ved Landsortsdjupet? Nej, det kan vi vel ikke, men det er alligevel påfaldende, at de altid findes sammen med den brune østersøkvartsporfyr, så der er god grund til at være på udkig efter disse umiddelbart uanselige sten, som ved nærmere undersøgelse - og især ved anvendelse af lup - cvviser sig at være i besiddelse af en særegen skønhed.