Ytögranit og de meget nærbeslægtede Suutilagranit og Katinhäntäaplitgranit findes i to områder i det sydlige Laitila. Disse granitterer yngre end de andre granitter i Laitilamassivet og har en anden mineralsammensætning.

I modsætning til de fleste rapakivigranitter har de en hvidlig/grålig farve.

De to intrusioner er bygget ens op med porfyrisk granit i randområdet og porfyrisk aplitgranit centralt.

De centrale aplitgranitter har hvide, rektangulære kalifeldspatmegakryste, som sædvanligvis er 0,5-1 cm og herudover 2-5 cm store ovoider, men disse er sjældne og vil ikke findes i de fleste håndstykker.

Når man nærmer sig kontakzonen ændrer bjergarten karakter og bliver mere grovkornet. De rektangulære kalifeldspatter bliver større - op til 3 cm - og antallet af ovoider stiger. Tæt på kontaktfladen er der udtalt flydemønster med parallellisering af megakrysterne. Den zone, hvor man ser denne grovere type har en varierende bredde fra nogle få titals meter til flere hundrede meter.

En ejendommelighed er forekomsten af ovale 10-20 cm store enklaver af meget finkornet granit, som har samme sammensætning som Ytögranitten selv - det drejer sig altå om autolither.

I den vestlige intrusion SØ for Ytö kaldes begge typer for Ytögranit, mens man i den østlige NV for Suutila kalder den centrale aplitgranit for Katinhäntä-aplitgranit og den porfyriske granit i randområdet for Suutilagranit. Zonen med Suutilagranit er 800 m, hvor den er bredest.

Alle typer er biotitgranitter, og ud over de sædvanlige accesoriske mineraler i rapakivibjergarter - fluorit, zirkon, apatit og opakke mineraler - indeholder de muskovit og monazit.