Laitila-batholithen er med sine 1400 km² et af de store rapakivimassiver - i Finland kun overgået af Viborgmassivet og - når man medregner den del, der ligger under havets overflade - Ålandsmassivet.

Laitilamassivet har en alder på 1,57-1,54 Ga og til hører Ålandssuiten, som strækker sig fra Nordingråmassivet i nord til de sedimentdækkede massiver i Letland.

Laitilamassivet strækker sig ikke ud i Den Botniske Bugt, men derimod ind under den sandstensopfyldte Satakunta-gravsænkning mod nordøst. Det lille Peipohja- eller Kokemäki-massiv ved denne gravsænknings nordøstlige grænse menes at have været en del af Laitilamassivet. Det samme gælder muligvis det nordligere Reposaari-massiv.

Ved Laitila-batholithens nordvestlige grænse finder man Eurajoki-satellitmassivet med bjergarter, som afviger markant fra områdets øvrige bjergarter.

Nogle mener, at Laitila- og Vehmaa-batholitherne på dybere niveau er forbundet med hinanden -. i hvert fald er det korrekt, at mange bjergarter fra de to massiver ligner hinanden ganske meget, og ofte rubriceres de sammen som såkaldte Nystadrapakivier.

Gravimetriske undersøgelsetr viser, at kompleksets gennemsnittykkelse er 5 km - max. op til 20 km. Det nuværende erosionsniveau mens at gå gennem den øverste del af det oprindelige magmakammer og der er - derfor? - ikke gabbro/anorthosit-forekomster i selve Laitilamassivet. Lidt sydøst for Laitilamassivet finder vi dog det lille Kolinummi- gabbro/anorthositkompleks, som repræsenterer den basiske del af den bimodale magmatisme.

Bjergartstyper i Laitila

• Normal Laitila-rapakivigranit
  Den dominerende bjergartstype i Laitilamassivet er en porfyrisk granit med tilnærmet pyterlitisk tekstur - dvs. at der er afrundede og rektangulære alkalifeldspatmegakryster i en sædvanligvis mellemkornet mellemmasse, og at megakrysterne i en vis udstrækning er kransformet omgivet af mere eller mindre kantede kvartskorn.
  Det er karakteristisk for de pyterlitiske rapakivigranitter fra Laitila og Vehmaa, at de i deres kemiske sammensætning er mere basiske end pyterlitter fra Viborgmassivet. Det indebærer, at de har et større plagioklasindhold, og ikke mindst, at der ud over biotit også er hornblende som mørkt mineral!
• Lellainengranit o. l.
  En meget uensartet gruppe, som omfatter såvel porfyriske som mere enskornede typer, og overgangen mod de ovennævnte pyterlitiske rapakivigranitter er fuldstændig glidende.
  Fælles for dem er, at biotit er det dominerende eller eneste mørke mineral. Mange af dem har en temmelig spraglet fremtoning med blålig kvarts og grønlig plagioklas - det er vel i virkeligheden det, der gør det relevant, at behandle dem som en selvstændig type.
  De mest karakteristiske har deres hjemsted i den sydøstlige del af Laitila-massivet. Ud over Lellainen-granit er der også andre undertyper så som Honkilathi-granit og Elijärvigranit.
• Porfyraplitter og granitporfyriske rapakivigranitter
  Fin- til mellemkornede granitter med spredte strøkorn af feldspat og evt. kvarts.
  Traditionelt kalder finnerne finkornede rapakivigranitter for aplitter/porfyraplitter selv om grundmassen strengt taget ikke er aplitisk pga. indhold af mørke mineraler og plagioklas. Herved bliver overgangen mod granitporfyrer umærkelig og disse bjergartstyper behandles derfor samlet.
  Granitporfyrer findes i små enklaver i den nordlige ende af Laitilamassivet og som gangdannelser i den normale Laitilarapakivi. Specielle lyse typer - Ytögranit mm. - findes i to små enklaver mod syd og ved bredden af Pyhajärvi er der yderligere to små områder med lyse aplitter/porfyraplitter.
• Enskornede granitter
  Herunder især Tarkki- og Väkkärägranitter fra Eurajoki-satellitmassivet.

Nogle steder ses skarpe grænser mellem forskellige varianter, mens der andre steder er glidende overgange. Det må tages som udtryk for en kompliceret dannelsesmåde med succesive intrusions-episoder med magmatyper mere eller mindre præget af magmatisk differentiation og magmamixing mellem mafiske og felsiske magmaer.