Lellainengranit er den mest kendte repræsentant for denne ikke særligt veldefineret gruppe af overvejende porfyriske biotitgranitter med rektangulære eller afrundede alkalifeldspatmegakryster af varierende størrelse og antal i en grov- eller mellemkornet grundmasse, som ofte viser ansatser til mikrografisk tekstur. Mere enskornede varianter uden feldspatmegakryster findes også. De fleste - eller i hvert fald de mest iøjnefaldende - er karakteriseret ved at have specielle farvesammensætninger, som dels gør dem meget let genkendelige og dels gør dem til nogle af de smukkeste bjergarter i det danske ledeblok-univers. Desværre er det sjældent de dukker op på vore længdegrader, men når det sker kommer smilet frem. Det drejer sig især om blålig kvarts, grøn plagioklas og kalifeldspat i rødlige toner.
Repræsentanter for gruppen findes i mindre enklaver i området med normal Laitila-rapakivigranit, og biotitgranitterne betragtes som yngre, og de er i hvert fald for nogle typers vedkommende resultat af magmatisk differentation i den oprindeligt mere mafiske magma. Der er dog også mørkere typer, hvoraf nogle er pyroxen- og fayalitholdige.
Nogle steder ses skarpe grænser mellem normal Laitila-rapakivigranit og disse Lellainentyper, mens der andre steder er fuldstændig glidende overgange.
Kortet angiver ret store områder med disse typer, som her benævnes "porfyrisk/enskornet biotitgranit". Det er min erfaring, at grænserne mod den normale Laitila-granit ikke er så sikre, som kortet angiver.
Nogle typer er så karakteristiske, at de har fået eget navn. Ofte vil det dog ikke være muligt at skelne disse typer fra hinanden.
