Den dominerende bjergartstype Laitila er en grovkornet granit med tilnærmet pyterlitisk tekstur. Typen kaldes ofte for pyterlitisk Laitila-rapakivigranit eller lignende, men Vorma argumenterer overbevisende for, at afvigelserne i forhold til en pyterlit fra typelokaliteten i Viborg-batholithen er så store, at man i stedet bør anvende betegnelsen "Normal Laitila-rapakivi".

Det er en porfyrisk granit med afrundede og mere rektangulære megakryster af perthitisk alkalifeldspat. Megakrysterne måler oftest 2-4 cm og har ofte mange indeslutninger af mørke mineraler og i mindre grad af kvarts og plagioklas. Indeslutningerne kan være koncentrisk anordnet. Der er kun sjældent plagioklasring omkring de runde feldspatter (ovoider), og hvis der alligevel er en sådan til stede, er den typisk smal og evt. ufuldstændig. De kvartskorn, som ideelt omkranser feldspatterne i en pyterlit, er sjældet så typisk kantede (idiomorfe), som de "burde være", og de ligger ofte mere i klumper end i de typiske guirlandedormede konfigurationer. Kemisk adskiller de sig også fra Viborg-batholithens pyterlitter ved at indeholde mindre SiO2, mere plagioklas og ved at hornblende er dominerende mørkt mineral.

I mellemmassen finder man ofte kvarts i to generationer: 1. generationskvart i form af lidt større runde kvartskorn, som kan være let korroderede og evt. have et mælket blåligt skær, og de mindre, kantede 2. generations-kvartskorn, som omkranser de store feldspatter. I mellemmassen findes desuden alkalifeldspat, plagioklas og mørke mineraler. Ansats til mikrografisk tekstur kan ses, men mangler oftest.

Farven på Laitilagranitter er generelt mere brunlig end i pyterlitter fra Viborgintrusionen, og ofte er der en let grønlig farvetone forårsaget af den mere basiske mineralsammensætning med en del plagioklas og med hornblende som dominerende mørke mineral. Meget mørke varianter med større mængder hornblende og undertiden olivin (fayalit) ses i mange små enklaver i Laitila (se kort) - kan i ekstreme tilfælde ligne Tirillit fra Viborgmassivet. Meget lyse/hvidlige typer findes også, bl. a. lige omkring byen Laitila, og rent rødbrune/brunrøde biotitgranitter, som farvemæssigt ikke er til at skelne fra fx. Ålandsblokke kan man også støde på.

Lignende bjergarter findes også i stor stil i Vehmaa-massivet - måske undtaget de meget lyse typer. Der foreligger ingen sikre retningslinier for, hvorledes man kan skelne mellem pyterlitiske bjergarter fra de to områder.