I relation til Laitilamassivets nordvestlige hjørne finder man det mindre og lidt yngre Eurajokimassiv med brunrøde bjergarter, der adskiller sig noget fra hovedmassivets: Den hornblende- og pyroxenholdige Tarkki-granit og den enskornede eller porfyriske Väkkärä-granit, som er en biotitgranit.

Tarkkigranit er den ældste (1570 Ma) bjergart i Eurajokimassivet. Den ffindes i et hestskoformet område perifert i massivet. Det er en rødgrå, ens- og middelkornet (2-4 mm) sten, som er sortplettet af mange aggregater af mørke mineraler. Grundmasse af kalifeldspat (kun svagt perthitisk) og plagioklas (andesin) i rigelige mængder. Plagioklasen er delvist sericitiseret og de mørke mineraler (biotit og hornblende) delvist chloritiserede. Kvartsindholdet er beskedent, enten som udfyldning mellem feldspaterne og/eller som mikrografisk indvækst i kalifeldspaten. Der er spredte ovoider med plagioklasring (3-6 cm), men da der kan være flere meter mellem disse ses de sjældent i mindre prøver. Det er en ret basisk sten, som også indeholder fayalit (Fe-olivin) og alterationsproduker heraf.

Väkärägranit findes mod syd og centralt i Eurajokimassivet og består af flere forskellige typer, hvoraf den porfyriske er den mest kendte, men der er også enskornede finkornede og grovkornede typer. Väkkärägranit er i modsætning til Tarkkigranitten en ret sur alkalifeldspatgranit relativt fattig på mørke mineraler. Hovedmineralet er lyserød kalifeldspat - i den grovkornede type med en kornstørrelse på 0,7-1,5 cm, mens der i den porfyriske typer kalifeldspater op til 3 cm i en mere finkornet mellemmasse. Kalifeldspaterne er udtalt perthitiske og kan også have inklusioner af kvarts, plagioklas og biotit - evt koncentrisk anordnet. Mikrografisk tekstur kan ses især i feldspaternes randzoner, men er ikke dominerende. I modsætning til Tarkkigranitten er den størknet ret højt i skorpen og menes dannet af fluidrig restmagma. Tilstedeværelsen af miarolitiske hulrum med krystalvækst samt pegmatitiske årer og lommer støtter denne opfattelse. Det samme gælder tilstedeværelsen af blålig topas (1-3% - både som primært mineral og som omdannelsesprodukt ved metasomatiske processer) i såvel den grovkornede som den porfyriske Väkkärägranit.