Centralt i Vehmaa-batholithen finder man porfyriske rapakivigranitter, som er intruderet op i den pyterlitiske Vehmaagranit, og altså er yngre end denne. De porfyriske granitter har ret aflange rektangulære kalifeldspatmegakryster og næsten ingen ovoider. I modsætning til Vehma-pyterlitterne som er hornblendegranitter, har de porfyriske granitter biotit som eneste mørke mineral.

Yderst er der et område med grovkornet porfyrisk granit, som kaldes Lokalagranit. Centralt er der middelkornet porfyrisk rapakivigranit, som endda kan opdeles i to forskellige typer - den kaldes Taissavalogranit.

I den grovkornede Lokala-type er der 2-3 cm lange, euhedrale kalifeldspatmegakryster. Farven er lyst rødbrun.

I den mellemkornede Taissavalo-type er megakrysterne under 2 cm. Farven er rød til blegrød. Som nævnt er der to typer, men de ligner hinanden meget. Den inderste og yngste kan være muskovitførende.