Vehmabatholithen har en størrelse på ca. 700 km². Alderen er 1582 ± 4 Ma (pyterlit) - altså stort set det samme som man har målt for Laitila-batholithen. Nogle mener, at de to massiver kun er adskilte på det nuværende erosionsniveau, men er forbundne i dybden.

Mod vest er store dele af Vehmaa-batholihen dækket af havet.

Bjergartstyper i Vehmaa-massivet

I Vehmaa-batholithen findes fire forskellige rapakivigranittyper, som danner et ufuldstændigt mønster med koncentriske ringe af de forskellige bjergarter, hvor de yngste findes centralt. Herudover findes enskornet granit og porfyraplit.

• Pyterlitagtig rapakivigranit findes yderst og udgør den største del af Vehmaa-batholithen. Den har tilnærmet afrundede feldspatmegakryster på 2-5 cm, hvoraf få eller ingen har utydelig plagioklasring. Det er en hornblendegranit, som dog også kan være biotitførende. Farven er oftest gråbrunlig med grønligt skær, men rødlige og meget mørke type ses også.
• Grovkornet porfyrisk rapakivigranit findes som en mindre pluton inde i pyterlitten. Den har 2-3 cm store, oftest euhedrale alkalifeldspatmegakryster og enkelte ovoider. Biotit er eneste mørke mineral. Farven er blegrød til rød - lejlighedsvis med et svagt grønligt skær. Kaldes af finske geologer for Lokala-granit.
• Middelkornet, porfyrisk rapakivigranit findes som to lidt forskellige typer i den sydlige rand af den grovkornede porfyriske rapakivigranit. Det er en rød/blegrød biotitgranit med alkalifeldspatmegakryster på mindre end 2 cm. Kan være muskovitførende. Kaldes af finske geologer for Taivassalo-granit.
• Porfyraplit danner små intrusioner i pyterlitten og på grænsen mellem de to porfyriske granittyper.
• Enskornet Vehmaagranit brydes i stor stil og forhandles som "Balmoral Red". Den ligger sammen med nok en porfyraplit i et lille satellitområde ved den østlige rand af hovedmassivet. Den findes både som en rent rød granit og en mere grålig type. Den er lidt yngre end bjergarterne i hovedmassivet.