Kvartsporfyrer er supracrustale eller evt subvulkanske bjergarter. De findes kun i meget begrænset udstrækning i Viborg-batholithen og dens satellit-intrusioner, fordi erosionsniveauet de fleste steder går gennem den øverste del af magmakammeret.
Den mest kendte forekomst er på øen Suursaari/Hogland - men øen er nu annekteret af russerne og ikke umiddelbart tilgængelig.
I tilslutnig til Ahvenisto- og Suomenniemi-intrusionerne er der mange gangdannelser, som spreder sig uden for rapakiviområdet mod nordvest. Det drejer sig om den såkaldte Häme-gangsværm og Suomenniemi-gangsværm. De fleste gange består af mafiske bjergarter, men der er også gange med kvartsporfyr. Se nærmere under de to områder.
Endelig har vi nogle såkaldte megaxenolither, hvor dele af magmakammeret er faldet ned i magmakammeret og har lejret sig på tværs, så man får en lagfølge af rapakivikvartsporfyr, rapakivirelateret basalt/dolerit og forskellige svecofenniske bjergarter i form af granodioritter, kvartsit og kalksten.
Den mest kendte af disse megaxenolither er Taalikkala, som ligger tæt på den russiske grænse. Den har en udstrækning på ca. 2x10 km og en tykkelse på ca. 1500 m.
De sure vulkanske lag udgøres både af lavabjergarter og ignimbritter. Udseendet skulle minde meget om Suursaari-kvartsporfyr.
Vorma, Atso. 1975: On two roof pendants in the Wiborg rapakivi massif, southeastem Finland. Geological Survey of Finland, Bulletin 272.
Wahl, Walter, 1925: Die Gesteine des Wiborger Rapakiwigebietes
Simonen, Ahti & Atso Vorma, 1969: Amphibole and biotite from rapakivi. Bulletin de la Commission Geologique de Finlande N:o 238.
Matti Vaasjoki and Tapani Rämö, 1989: Excursion A2: THE WIBORG RAPAKIVI BATHOLITH AND ASSOCIATED ROCKS IN SOUT-EASTERN FINLAND
Skan-Kristallin: Wiborg-batholith (eksternt link)