Viborg-massivet er det største og det ældste rapakivimassiv i det baltiske skjold. På nuværende erosionsniveau, som går gennem den øverste del af magmakammeret, har massivet en udstrækning på ca. 18.000 km².

Denne store batholith har en kompliceret histoie, som ikke fuldt ud er opklaret. Der har været gentagne intrusionsepisoder over en periode på formentlig ca. 30 mill. år - ældst menes tirilitterne i det nordøstlige hjørne at være med en alder på 1646±4 Ma og yngst er Hamina kvartsporfyrgangene med en alder på 1617±3 Ma.

Ud over hovedmassivet er der 4 satellitmassiver

• Ahvenisto, som ligger mod nordvest - på nuværende erosionsniveau helt fri af hovedmassivet. Basiske bjergarter spiller her en større rolle og omgiver hesteskoformet den nordøstlige del af massivet.
• Suomenniemi. Ligger lige nord for hovedmassivet
• Muolaanjärvi. Ligger i den russiske del af karelen ved den sydøstlige kant. Er næsten helt dækket af vendiske (neoproterozoiske) sedimenter.
• Lavansaari, som ligger under havets overflade syd for hovedmassivet. Udstrækningen er usikker, og den sydligste del er også dækket af vendiske sedimenter. Øen Suursaari (Hogland) er en satellit til satellitten og består delvist af vulkanske bjergarter. Det samme gælder flere små øer mere centralt i Lavansaari. Alle disse øer er nu russiske. Nogle mener at også de undersøiske dele af Lavansaari består af supracrustale bjergarter.

Hovedparten af hovedintrusionenen ligger på land - det meste i Finland, men en stor del i Rusland. Skønsmæssigt 1/3 ligger under vand i Den Finske Bugt.

Bjergarter

Langt hovedparten af bjergarterne, man finder her, er granitiske. Kun på overgangen mellem den finske del og den nu russiske del er der mindre områder med gabbroide og anorthositiske bjergarter.

I Ahvenisto-satellitmassivet NV for hovedmassivet er der ca. 1/3 mafiske bjergarter.

I Jaala-Iitti-komplekset ved Viborg-batholithens nordvestlige rand er der hybridbjergarter og flotte eksempler på magmamixing of -mingling (Saalonsaari).

De granitiske bjergarter findes i mage afskygninger strækkende sig fra olivin- og pyroxenførende kvartsmonzonitter til topasførende alkalifeldspat-leukogranitter.

Simonen & Vorma inddeler bjergarterne følgende grupper

• viborgit: 76,2%
• mørktfarvet viborgit: 4,9%
• pyterlit: 6,1%
• porfyrisk rapakivigranit: 1,2%
• mørktfarvet rapakivigranit (tirilit): 3,1%
• enskornet rapakivigranit (hornblendegranit og biotitgranit): 7,8%
• porfyraplit: 0,7%
• kvartsporfyr og granitporfyr: <0,1%
• aplit og pegmatit: <0,1%

Procentangivelserne går på hvor store arealandele bjergartstyperne dække i den finske del af Viborgmassivet.

Som det ses udgør den almindelige viborgit langt hovedparten.

• Viborgitter. Viborg - som det tydeligt fremgår af navnet - er typelokalitet for viborgit. Viborgitter er hornblendebiotitgranitter, som især er karakteriseret ved at indeholde store afrundede alkalifeldspatmegakryster, som for hovedpartens vedkommende er omgivet af en tydelig plagioklasring. Disse såkaldte ovoider (æg) er sædvanligvis 2-5 cm, men kan være større - i ekstreme tilfælde over 20 cm.
  Undertiden skelnes mellem viborgit og mørktfarvet viborgit. Sidstnævnte får deres mørkere og mere brunlige - evt. let grønlige - farve pga. større indhold af plagioklas og hornblende (evt. også pyroxen og olivin). Plagioklas kan også være til stede som rektangulære isomorfe strøkorn op til 1 cm. Det er usikkert om disse mørkere bjergarter er forårsaget af magmablanding eller om der er tale om cumulusbjergarter (tidlig udfældning i magmakammeret) - det samme gælder de neden for omtalte tirilitter.
• Pyterlitter. Også pyterlitter har deres typelokalitet her - nemlig omkring byen Pyterlathi. Oprindeligt forstod man ved pyterlitter bjergarter som ligesom viborgitter havde runde alkalifeldspatmegakryster, men manglede plagioklasringene. Siden er det blevet almindeligt, at definere pyterlitter som biotitgranitter med store, mere kantede alkalifeldspatmegakryster og kvarts i to generationer, hvor 1. generationskvarsen er større og runde (dråbekvarts) og 2. generationskvartskornene er tilnærmet 6-kantede og ligger i guirlandelignende konfiguration omkring alkalifeldspatmegakrysterne. Den manglende konsensus giver en del forvirring, og der er mange overgange mellem pyterlitter og viborgitter og mellem pyterlitter og porfyriske rapakivigranitter. Pyterlitbetegnelsen vil her blive anvendt i sin oprindelige betydning - altså porfyriske granitter med overvejende afrundede kalifeldspatmegakryster.
• Porfyriske rapakivigranitter. Både viborgitter og pyterlitter er porfyriske granitter, hvorved forstås uenskornede granitter med megakryster af alkalifeldspat og evt. også kvarts og/eller plasgioklas i en mellem- til grovkornet grundmasse. Ved "Porfyriske rapakivigranitter" forstås bjergarter, som ikke opfylder betingelserne for at være viborgitter eller pyterlitter - dvs. at kalifeldspatmegakrysterne ikke er runde men rektangulære.
• Tirilitter er mørktfarvede mellem- til grovkornede og evt. let porfyriske rapakivibjergarter, som har så stort et indhold af mørke mineraler i form af hornblende og pyroxen (evt. desuden fayalit og biotit) at de fremtræder meget mørke - ofte med et grønigt skær. Plagioklasindeholdet er også højt og ved første øjekast kan disse bjergarter ligne gabbroer. Nærmere eftersyn viser dog, at de indeholder betydelige mængder kvarts og altså er granitter eller granodioritter. Tirilitter anses for at være de ældste bjergarter i Viborgmassivet. Man finder dem i det nordøstlige hjørne Omkring byen Lappeenranta.
• Enskornede rapakivigranitter, som igen kan opdeles i hornblendegranitter, hornblendebiotitgranitter og biotitgranitter. Af disse er hornblendegranitterne de ældste og biotitgranitterne de yngste og mest udviklede. De alleryngste har ganske få mørke mineraler og er topasførende.
• Lappee-granit er en særlig type, som findes omkring Lappeenranta. Den er ret kvartsfattig og har stort indhold af plagioklas og hornblende. Der er glidende overgange mod tirilitter og mod den porfyriske Sankko-granit, som har hvide kalifeldspatmegakryster.
• Porfyraplitter/granitporfyrer. Ved porfyraplitter forstår finske geologer en variant af granitporfyrer, hvor der er ret få megakryster af alkalifeldspat, som kan være runde eller rektangulære, og som ofte har en ret kraftig plagioklasring. I Viborgmassivet findes de spredt i mange små intrusioner. I modsætning til hvad man ser i lignende bjergarter på Ålandsøerne og nok også i Laitila og Vehmaa, er mellemmassen ikke typisk aplitisk, men indehiolder ikke ubetydelige mængder plagioklas og evt biotit. Derved har de oftest en mere brunlig farve end man ser i porfyraplitter fra de andre områder. Overgangen mod granitporfyrer, som er porfyriske gangbjergarter med en lidt grovere granitisk grundmasse, er glidende og der kan argumenteres fornuftigt for at behandle disse bjergarter samlet.

Gangbjergarter i form af kvartsporfyrer og aplitter findes kun i beskedent omfang. Det samme gælder pegmatitter.