Pyterlitter er porfyriske rapakivigranitter med visse specielle træ (se nedenfor), som adskiller dem fra andre rapakivibjergarter. De har deres typelokalitet ved stenbruddet i Pyterlathi lige syd for Virolahthi ganske tæt på den nuværende grænse mellem Finland og Rusland. De udgør ca. 6% af bjergarterne i den finske del af Viborg-batholithen.

Hvad er en pyterlit?

Oprindeligt definerede Wahl pyterlitter som bjergarter, der lige som viborgitter havde runde alkalifeldspatmegakryster (ovoider), men hvor plagioklasringene omkring ovoiderne manglede eller var sjældent forekommende.

I 1928 gik Popoff ind i diskussionen og erklærede sig enig med Wahl i, at viborgit og pyterlit er to væsensforskerllige udgaver af rapakivigranitter fra Viborg-batholithen. Men hvor Wahl lagde vægt på, om der var plagioklasring eller ej omkring kalifeldspatovoiderne, mente Popoff, at der er tre andre mere væsentlige ting, som adskiller de to typer. 1) Pyterlitter har en mere intensiv rød farve end viborgitternes mere dæmpede gråbrune. 2) Kvartskornene i grundmassen udviser større krystalfladeidiomorfi - dvs. at de er tilnærmelsesvis sekskantede i modsætning til den mere afrundede form, som kvartskornene har i viborgitter. 3) I pyterlitter ses praktisk taget kun biotit som mørkt mineral, mens viborgitterne altid er hornblendeførende.

Senere sluttede Hesemann sig til Popoffs synspunkt (i hvert fald i den "røde bog" fra 1975 - jeg har ikke set den oprindelige "grønne bog" fra 1936), men supplerer med, at efter hans opfattelse er alkalifeldspatmegakryster i pyterlitter praktisk taget aldrig var afrundede, men derimod kantede - en opfattelse, der i hvert fald delvist sidenhen er overtaget af andre ledeblokskribenter så som Zandstra og Per Smed.

De finske geologer holder imidlertid fast i, at pyterlitter er porfyriske rapakivibjergarter med runde alkalifeldspatmegakryster, som oftest er uden plagioklasring.

Efter min opfattelse er Popoffs betragtninger fornuftige, mens Hesemann er ude på et vildspor. Pyterlitternes mere røde farve, manglen på plagioklasringe omkring ovoiderne og tilstedeværelsen af biotit som eneste mørke mineral er alt sammen en følge af en magmatisk differentation, hvorved den oprindelige magma er blevet rigere på SiO2 og fattigere på plagioklas og hornblende. Manglen på plagioklasringe i pyterlitter gør det mindre iøjnefaldende, at alkaliferldspatmegakrysterne er afrundede. Porfyriske granitter med udtalt idiomorfe (rektangulære) feldspatter bør efter min mening (og finske geologers) ikke kaldes pyterlitter, men porfyriske rapakivigranitter.

Den manglende konsensus giver en del forvirring, og der er mange overgange mellem pyterlitter og viborgitter og mellem pyterlitter og porfyriske rapakivigranitter.

Det, der altså er væsentligt er, at pyterlitter har store alkalifeldspatmegakryster, som er delvist afrundede. De har ofte har en klar rød farve og har typisk færre indeslutninger af andre mineraler end viborgitter. De store feldspatter er omkranset af små, idiomorfe kvartskorn i guirlandelignede konfiguration. I relation til kvartskornene ses biotit, men ikke hornblende. Egentlig mellemmasse er praktisk taget fraværende, og mikrografisk tekstur ses ikke. Kvarts og kalifeldspat findes altså kun i én generation i modsætning til, hvad der ellers er reglen ved rapakivigranitter!

Andre pyterlitagtige rapakivigranitter

Nogle har talt for, at man kun benytter betegnelsen pyterlit om bjergarter fra Viborg-batholithen, da lignende bjergarter fra andre rapakivimassiver afviger ganske meget fra prototypen - specielt er den kemiske sammensætning i fx. pyterlitlignende bjergarter fra Laitila og Vehmaa mere basisk, hvilket fører til en mere brunlig farve og til, at disse bjergarter er hornblendeførende.

De såkaldte pyterlitter fra Kökarsfjärden har mere kødfarvet alkalifeldspat, og plagioklasen er oftest chokoladebrun af hæmatit. Feldspatmegakrysterne er udtalt rektangulære. Dråbeformet blåkvarts af 1. generation ses ofte. Der er ofte betydelige mængder mellemkornet grundmasse mellem feldspatmegakrysterne.

Pyterlitagtige rapakivigranitter fra Ålandsøerne er overraskende ubeskrevne i litteraturen. I følge geologiske kort udgør de omkring 1/3 af den del af Ålandsbatholithen, som er over havets overflade. Bergman skelner mellem pyterlit og biotitrig pyterlit. Også her er de store feldspatter mere kantede og det væsentligste kendetegn er de kantede kvartskorn.

Lignende granitter findes også i Ragunda samt i de små, senere Jungfrun- og Götemar-intrusioner.