Nordingrågranit er typisk en porfyrisk granit med orangerøde, rektangulære, perthitiske alkalifeldspatmegakryster, som typisk har en længde på 1-1,5 cm. Der kan være små, dråbeagtige kvartsinklusioner enten centralt eller mere typisk som guirlander randen af feldspatkornene - som en slags overgang til egentlig mikrografisk tekstur. Pga. hæmatitindfarvning er feldspaterne ofte kraftigere farvet i randområderne. Inklusioner af plagioklas og mørke mineraler er også almindelige. Kun sjældent optræder der en smal rand af albit eller oligoklas.

Kvartskorn af 1. generation er oftest talrige. De er mellemgrå, afrundede, oftest let korroderede og måler sjældent over 2-3 mm.

Mellem de ofte tætpakkede feldspat- og kvartsmegakryster er der varierende mængder fin- til mellemkornet grundmasse med kalifeldspat og kvarts samt lidt plagioklas og ofte rigelige mørke mineraler, hvoriblandt hornblende oftest er dominerende, men der kan også være klinopyroxen og sjældnere fayalit og orthopyroxen. Grundmassen kan have mikrografisk tekstur, oftest - men ikke altid - på en grovere mere dråbeagtig måde end i bjergarter fra Rödö og Åland.

Der er ofte miarolitiske hulrum med krystaller af perthit, kvarts, epidot, chlorit mm. Særligt er det værd at bemærke, at der - som man også ser det på Rödön - kan være calcit i druserne.

Nordingrågranitten har kun undtagelsesvis spredte, afrundede, plagioklasomkransede kalifeldspater (rapakivitekstur), og typisk pyterlitisk struktur forekommer heller ikke.

Der findes også mere basiske typer med mere plagioklas og med større indhold af mørke mineraler. Plagioklasen har som regel et grågrønt skær. Disse kan være vanskelige at identificere, og i det hele taget svære at genkende som rapakivibjergarter. Muligvis er nogle af disse mere basiske typer i virkeligheden resultat af tilblanding af basaltisk magma (magmamixing).

Nordingrågranit er ikke særlig fyldestgørende beskrevet i den foreliggende ledebloklitteratur. Zandstra beskriver nogle typer under navnet Ångermanlandrapakivigranit, men jeg synes ikke, at det skrevne vidner om stort personligt kendskab til denne bjergart.

Jeg har samlet et udvalg af forskellige typer som strandsten ved Köpmanholmen i den nordlige del af hjemstedsområdet og fra Norrfällsviken i den sydlige del. Dette udvalg giver en god oversigt over variationen.

Når man først har fået øjnene op for Nordinrågranitten viser det sig, at den er mere almindelig på danske strande, end man skulle tro ud fra områdets nordlige beliggenhed. F. eks. er ”den røde strand” ved Bøgebjerg nord for Kerteminde et rigtig godt sted at lede.

De bedste kendetegn er de tilnærmet rektangulære kalifeldspater og den grove, dråbeagtige mikrografiske tekstur i periferien af disse.