Nordingråmassivet har en alder på 1577 ± 6 Ma og tilhører altså Ålandssuiten, mens de andre svenske rapakivimassiver indgår den yngre Ragundasuite.

Den Botniske Rapakivibatholith

Nordingrå-rapakivikomplekset ligger ved kysten mod den Botniske Bugt på højde med Ragundakomplekset og er omgivet af ældre svecofenniske bjergarter. Seismiske og gravimetriske undersøgelser tyder på at komplekset strækker sig langt ud på havbunden - forment helt over til tæt på den finske kyst ved byen Vaasa. En lille forekomst på skæret "Bonden" ud for Nordmaling menes at være forbundet med Nordingråmassivet på havbunden. Hele massivet omtales som "Den Botniske Rapakivibatholith".

Da hele massivet jo efter det foreliggende har stor udstrækning, og da vi ikke har in situ-blokke fra forekomsterne på bunden af Den Botniske Bugt, vil der selvfølgelig restere betydelige usikkerheder. Efter min mening er der dog så stor overensstemmelse i udseeendet på de blokke, vi kender fra selve Nordinråområdet, og de blokke, der er bedømt til at være botniske rapakivigranitter, at det er naturligt at behandle dem som en enhed.

Bjergarterne kaldes her efter nutidig svensk tradition Nordingrå-bjergarter. I ældre svensk og i tysk/hollandsk litteratur anvendes oftest den lidt bredere betegnelse Ångermanland-bjergarter.

Magmatyper

I Nordingråbatholithen er det meget tydeligt at der må have været to forskellige magmatyper i spil for at nå til det opnåede slutresultat med granitiske bjergarter mod nord og et næsten lige så stort areal med basiske bjergarter mod syd.

I lighed med den gererelle teori om, hvorledes rapakiviintrusionerne er opstået, regner man med, at der er sket en partiel opsmeltning af de ultramafiske bjergarter i den øverste del af kappen i forbindelse med udtynding af det fennoskandiske grundfjeld i efterforløbet af den svecofenniske orogenese. Disse mafiske bjergarter er så trængt op i den dybe del af skorpen, hvor de har givet anledning til partiel opsmeltning af de granitiske eller granodioritiske bjergarter, som skorpen består af. Det førte til dannelsen af den kalium-, jern- og fluorrige, men fluidfattige magma, som herefter stiger videre op gennem skorpen sammen med den basiske magma (bimodal magmatisme) og til sidst bliver til de granitiske rapakivibjergarter.

Basiske bjergartstyper

De basiske Nordingråbjergarter findes i den sydlige del af batholithen og omfatter gabbroer, leukogabbroer og anorthositter - gabbroerne mod vest og anorthositterne mod øst.

Modermagmaen er opstået ved partiel opsmeltning af kappemateriele. Under opstigningen gennem skorpen er der så foregået en tilblanding af skorpemateriale - enten ved assimilering af sidebjergarter eller ved opblanding med den granitiske ledsagemagma. Dette kan bl. a. ses på, at indholdet af kalium er meget højere end man normalt ser det i den slags bjergarter.

At opblanding med den granitiske magma har fundet sted kan illustreres ved forekomsten af den specielle hybridbjergart, som er mest kendt under det tungebrækkende navn Ångermanlandsyenitgabbro.

Hvorledes uddifferentieringen i anorthosit og gabbro er sket, er stadig genstand for diskussion. Von Eckermann mente i 1938, at anorthositten lå oven på gabbroen og var opstået ved at størknet plagioklas, som var lettere end restmagmaen steg til vejrs i magmakammeret. Nyere undersøgelser viser dog, at forholdene er mere komplicerede, og at der mange steder er forekomst af lagdelte cumulusbjergarter.

Gange af kvarts og albit ses flere steder.

Granitiske rapakivibjergarter

Granitiske bjergarter udgør - selv om de basiske bjergarter fylder usædvanlig meget - trods alt hovedparten af Nordingråmassivet. I alt væsentligt findes granitterne i den nordlige del af massivet.

Hovedparten er røde/grårøde porfyriske granitter, som helt overvejende består af perthitisk alkalifeldspat og kvarts. Grundmassen er fin- til mellemkornet og består overvejende af kalifeldspat og kvarts - mikrografisk tekstur ses ofte, men kan også mangle. Plagioklas er som regel sparsom, men typer med mere plagioklas (og også ofte flere mørke mineraler) findes og har en mere grågrønlig farve. Dominerende mørke mineral er hornblende, men biotit og pyroxen forekommer også.

Aplitter og især pegmatitter er ikke almindelige.

Miarolitiske hulrum ved krystaller af kvarts, feldspat fluorit og calcit ses hyppigt.

Løsblokke af granofyrer er ret almindelige i området, men jeg har ikke kendskab til lokaliteter, hvor de er fastsiddende. Meget tænkeligt stammer de fra områder i Den Botniske Bugt.

Vulkanitter kendes ikke og granitporfyriske subvulkanske bjergarter er sjældne.

Man har længe kendt til forekomsten af syenitiske rapakivibjergarter i bl. a. Ragundamassivet længere mod vest, men først for nylig har man fundet enklaver af syenitiske bjergarter også i Nordingråmassivet (Lindh 2001). Der er tegn på, at disse syenitiske bjergarter er dannet ved partiel opsmeltning af arkæisk grundfjeld og ikke som det gælder for de granitiske bjergarters vedkommende opsmeltning af svecofennisk grundfjeld. Hvorvidt det også er tilfældet for Ragunda-syenitternes vedkommende står foreløbig hen i det uvisse.

Andre bjergarter

Et yngre (ca. 1215 Ma) bånd af dolerit kaldet Ulvödiabas skærer sig gennem de ældre bjergarter. Den har samme alder som og samme udseende som Åsbydiabas fra Dalarna. Doleriter af denne type findes udbredt over hele Sverige og samles under navnet "The Central Scandinavian Dolerite Group (CSDG)".

Langs den vestlige rand af denne diabas ligger der en smal bræmme af jotnisk sandsten.