Gabbro optager store arealer i Ragundamassivet, men billedet er mere kompliceret end det umiddelbart fremgår af et geologisk kort. Der er nemlig vidtgående infiltration af granitiske bjergarter i de gabbroide - både i form af magmamixing og magmamingling.

Ved magmamixing fås hybride bjergarter med en kemisk sammensætning som kvartsmonzonitter o. l., men jeg synes, det er mere korrekt at holde fast ved at kalde dem hybridbjergarter.

Ved magmamingling hvirvles de to magmatyper ind i hinanden uden at blive blandet op med hinanden.

Meget ofte ses kombination af de to processer. Mange af de bjergarter, vi kalder granitporfyrer er eksempler herpå. Her har vi de største alkalifeldspatmegakryster fra granitterne bevaret - ofte i afrundet form og evt. med plagioklasring - i en intermediær finkornet grundmasse opstået ved mixing af mafisk magma og de mindre mineralkorn fra den granitiske magma.

På samme måde, som ved den ålandske ringkvartsporfyr kan man også i disse hybridbjergarter se kvartsocelli, som er blåsorte hornblenderinge omkring dråbekvarts.

Den rene gabbro er som regel finkornet - sjældnere mellemkornet. Pga. finkornetheden har tidligere beskrivere ofte benyttet betegnelsen dolerit eller diabas, men teksturen er aldrig ofitisk. Gabbroen kan være plagioklasporfyrisk med plagioklaskorn på op til 2 mm (sjældent 4 mm). Pyroxen kan i betydeligt omfang være omdannet til uralitisk hornblende.

I det nordøstligste hjørne af Ragundamassiverne - i Holmstrandmassivet og et par små enklaver i den centrale massiv - er der små områder med særlig plagioklasrig gabbro, som også er mere grovkornet end den almindelige gabbro. Den kan være porfyrisk med plagioklasmegakryster op til 1 cm. Plagioklasindholdet når op på 75%, hvilket kan retfærdiggøre betegnelse leukogabbro. Grænserne mod den almindelige gabbro er ikke skarp.

Mafiske gangbjerarter er også hyppige. De er ofte plagioklasporfyriske og har finkornet grundmasse.