Ragunda rapakivikomplekset befinder sig i det centrale Sverige på begge sider af grænsen mellem Jämtland og Västernorrland (Ångermanland). Det dækker et areal på ca. 550 km² . Rapakivibjerarterne er skarpt afgrænsede mod de omkringliggende ældre bjergarter, som omfatter metagråvakke, tidligtorogene granitoider, Hernögranitter og Revsundgranitter.

Ragundakomplekset danner sammen med de øvrige svenske rapakiviintrusioner - det noget ældre Nordingråmassiv undtaget - den yngste gruppe af svecofenniske rapakivivimassiver. De har alle en alder på 1,50-1,53 Ga (Noran dog kun 1,47), og da Ragundamasssivet er klart det største har gruppen fået navnet Ragunda-suiten.

Ragundamassivet selv består af tre veldefinerede massiver: det vestlige, det centrale og det østlige, som kaldes Holmstrand-massivet. Alderen er ca. 1,51 Ga. Det vestlige er det ældste og Holmestrandmassivet i øst det yngste.

I alle tre delmassiver er der både mafiske og granitiske bjergarter. De mafiske bjergarter er overvejende placeret perifert i massiverne, og de granitiske centralt, men mønstret er ikke fuldendt.

Ragunda adskiller sig fra de fleste andre fennoscandiske rapakiviermassiver ved ud over granitiske og gabbroide bjergarter også at indeholde en betragtelig andel af syenitter og kvartssyenitter.

På det nuværende erosionsniveau omfatter Ragundakomplekset ca. 30% gabbro og leucogabbro, 5% syenit og kvartssyenit samt 65% hornblende-biotitgranitter og biotitgranitter. Desuden er der i mindre omfang felsiske og mafiske gangbjergarter. Det store bestanddel af gabbroide bjergarter står i klar kontrast til forholdene i rapakivikomplekserne på Ålandsøerne og i Finland.

Man ser i Ragundaområdet mange eksempler på såvel ”magmamixing” som ”magmamingling”, hvor de granitiske og de gabbroide bestanddele i førstnævnte tilfælde er sammenblandet til en homogen hybridbjergart, og hvor opblandingen i sidstnævnte tilfælde er mindre udtalt, således at de to magmatyper er størknet hver for sig, men i et mere eller mindre sammenhvirvlet mønster.

Bjergarterne er veleksponerede, hvor Indalselven og Faxelven har skåret sig ned gennem klipperne, og også mange nye vejanlæg i de senere årtier har givet fine blotninger. Endelig er der også mange stenbrud, hvor man udnytter bjergarterne kommercielt.

Bjergartstyper

• Gabbro og leukogabbro. Som regel fin- til mellemkornet, undertiden plagioklasporfyrisk. Et lille område med leukogabbro findes i Holmstrandmassivet
• Biotitgranit - ofte blot kaldet Ragundagranit - er den almindeligste variant af Ragunda-rapakivigranit. Det er i almindelighed en svagt porfyrisk granit med bredt rektangulære, perthitiske alkalifeldspatter og hypidiomorf dråbekvarts. Der ver ofte mikrografisk tekstur i grundmassen. Enskornede og finkornede typer findes også.
• Hornblendebiotitgranit findes i to varianter, som kaldes hhv. type A og type B. Type A har lighedspunkter med syenitterne, men har rigeligt kvarts. Type B minder mere om biotitgranit.
• Syenit og kvartssyenit findes kun i det vestlige delmassiv. Alkalifeldspatterne ligner dem, man ser i den almindelige Ragundagranit. Farven er ofte ovre i det grågrønlige.Mørke mineraler udgøres af pyroxen og evt. fayalit (Fe-olivin).
• Aplitgranit findes i gange både i de granitiske og de gabbroide bjergarter. Kan have mikrogranitisk eller granofyrisk grindmasse. Porfyriske typer med makroskopisk synlig granofyrisk tekstur kan kaldes Ragundagranofyr.
• Granitporfyr findes i et lille område i det centrale delmassiv samt i gange i de andre bjergarter.
• Kvartsporfyrer og feldspatporfyrer findes i op til 8 m brede gange i de andre bjergarter. Findes i to meget forskellige hovedtyper, hvoraf den ene har blåligsort grundmasse og den anden har brunrød grundmasse.