Ragundagranitter er som hovedregel lyse, blegrøde, let porfyriske granitter med få mørke mineraler.

De findes dels som biotitgranitter og dels som hornblendebiotitgranitter. Hornblendebiotitgraniten findes i to afvigende typer, hvoraf den ene, som kaldes type A, på mange måder minder om syenitterne, men har et endog ganske højt kvartsindhold. Type B minder om biotitgranitterne, men har til forskel fra disse altså både hornblende og biotit som mørke mineraler.

Biotitgranit og hornblendebiotitgranit type B

Den almindeligste form for ragundagranit er biotitgranit, som findes i store områder i det vestlige og det centrale delmassiv. Hornblendebiotitgranit type B ligner fuldstændig biotitgranitten, men har både hornblende og biotit som mørke mineraler.

Biotitgranit findes i store områder i det vestlige og i det centrale delmassiv. Hornblendebiotitgranit type B findes i et område omkring Ragundaby og i Holmstrandmassivet.

Som oftest er det en let porfyrisk granit med megakryster af alkalifeldspat og kvarts i en fin- til mellemkornet grundmasse.

Alkalifeldspatmegakrysterne er bredt rektangulære, blegrøde, perthitiske og måler op til ca. 10 mm. De kan have en ofte ret bred rand af plagioklas. Læg mærke til, at det ikke drejer sig om ovoider med runde feldspatter, men feldspatter, som har bevaret det tilnærmet rektangulære form.

Kvarts optræder som hypidiomorf, lysegrå dråbekvarts op til 8 mm, som oftest er lettere korroderet - dvs. at der er huller eller indbugtninger fyldt med rødlig grundmasse. Undertiden er disse kvartskorn langovale og kan ligne grankogler, luftskibe eller cigarer - alt efter hvad humør man er i. Den type kvartskorn ses så vidt vides ikke andre steder, og hvis man finder dem, er det et særdeles kraftigt indicium for, at at bjergarten stammer fra Ragunda. De ses også i kvartsporfyrer og granitporfyrer.

Grundmassen mellem megakrysterne består også overvejende af kalifeldspat og kvart, som altså er af en senere generation end megakrysterne - dette i overensstemmelse med at vi har at gøre med rapakivibjergarter. Der er ofte - men ikke altid - mikrografisk tekstur.

Plagioklas ses dels som pletperthitiske afblandingsprodukter i alkalifeldspatmegakrysterne og dels som selvstændige plagioklaskorn, som oftest har en gullig farve.

Ud over disse svagt porfyriske typer er der også mere enskornede typer og på kortet er også angivet et lille område i det vestlige delmassiv med finkornet biotitgranit.

Drusedannelse med vækst af kalifeldspat- og kvartskrystaller forekommer - kan fremstå som pegmatitiske enklaver. I druserne kan også ses fluorit, men så vidt vides aldrig calcit, som man ser det i Nordingrå og på Rödön.

Hornblendebiotitgranit type A

Denne type findes i flere små områder i de vestlige og centrale delmassiver.

Bjergarten minder på mange måder om Ragundasyenit og -kvartssyenit, men adskiller sig selvfølgelig fra disse ved at indholde mere kvarts - faktisk mere end de oven for nævnte Ragundagranittyper.

Der er næsten udelukkende feldspat i form af perthitisk alkalifeldspat - plagioklas findes næsten ikke som selvstændige korn, men kan findes som afblandingsprodukter i perthitten, ofte som pletperthit. Det er det samme, man ser ved syenittyperne. En anden lighed er, at der kan være indhold af alkalipyroxener, fx. arfvedsonit.

Farven er grønliggrå, forvitrer brunlig.