Begrebet pyterlit blev første gang anvendt af Walter Wahl i 1925. Typelokaliteten var et stenbrud ved Pyterlahti tæt ved den nuværende grænse mellem Finland og Rusland. Wahl definerede pyterlitter som porfyriske rapakivigranitter med mange ovoider (runde alkalifeldspatmegakryster), som kun undtagelsesvis var forsynet med plagioklasring - tilsvarende bjergarter, hvor ovoiderne langt overvejende har plagioklasring, kaldte han viborgitter.

Hesemann anførte (i hvert fald i 1975-udgaven - jeg kender ikke 1936-udgaven), at det er karakteristisk for pyterlitter, at feldspatmegakrysterne praktisk taget aldrig er runde men nærmest rektangulære, og at de - bortset fra små indbugtninger - har helt rette kanter. Der lægges også stor vægt på, at kvartskornene er store og har en tilnærmet sekskantet (bipyramidal) form. Det er også karakteristisk, at disse kvartskorn lejrer sig i guirlandelignende strukturer langs periferien af feldspatmegakrysterne. Hvorledes denne omfortolkning er blevet til, er lidt gådefuldt. Zandstra og Per Smed følger i Hesemanns fodspor, mens finske geologer synes at holde sig til den oprindelige version - som det fremgår af nedenstående i hvert fald, hvad angår fastlandspyterklitter.

Men der er flere forvirrende omstændigheder vedrørende pyterlitter! Hesemann, Zandstra og Smed skriver, at egentlige pyterlitter på Ålandsøerne kun findes på de små øer, som hører til Kökarsfjärden-intrusionen. Ikke desto mindre består skønsmæssigt 1/3 af Ålandsøernes rapakiviområder i følge finske geologiske kort af pyterlitiske bjergarter. Hvorledes defineres de så? Vi må ty til Bergmans kortbladsbeskrivelse fra 1981, hvor der står, at pyterlitter er middelkornede røde/rødbrune bjergarter, hvor plagioklasomrandede ovoider er næsten helt fraværende. De største feldspatter er 0,5-2 cm og har en rektangulær form. Granofyrisk tekstur er almindelig. Kvartskornene er mere fremtrædende end i Ålandsrapakivierne (som her alle kaldes viborgitter). Miarolitiske hulrum er almindelige og giver bjergarten et spættet udseende. De fleste Ålandspyterlitter er hornblendegranitter, men biotitholdige typer ses også.

Det er altså en ret bred beskrivelse, som vel stemmer ganske godt overens med, hvad vi andre steder kalder en porfyrisk rapakivigranit, men som ikke har meget at gøre med den oprindelige definition. Overgangen mod enskornede granitter er glidende.

Hagagranit (se under enskornede Ålandsrapakivigranitter) er en overgangstype mellem enskornet Ålandsgranit og Ålandspyterlit. Den er rød/gulrød og middel- til finkornet. Kalifeldspater måler 2-5 mm og er i gns. 2,5 gange så store som de kantede kvartskorn.