Et stort rapakivimassiv - nu kaldet Den Nordbaltiske Pluton - syd for Kökarsfjärden har været angivet på finske geologiske kort gennem mange år. Fastlæggelsen af områdets udstrækning er foregået ved forskellige geofysiske - især seismiske - undersøgelsesmetoder.

Den sydliste del er dækket af neoproterozoiske og palæozoiske sedimenter, og det hele ligger under havets overflade. Man har således ikke adgang til in situ-prøver og er overladt til ud fra fund af løsblokke at gøre sig tanker om, hvilke bjergarter dette store massiv rummer.

Den røde Østersøkvartsporfyr fik af Vilhelm Milthers helt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet tildelt et hjemsted i havet sydøst for Ålandsøerne - et område der falder fint inden for Den Nordbaltiske Plutons grænser.

For nyligt har Matthias Bräunlich gennem grundige undersøgelser af løsblokke på forskellige lokaliteter i Estland - især på øerne Saaremaa og Hiiumaa - sandsynliggjort, at også en karakteristisk porfyrisk rapakivigranit har sit hjemsted i dette massiv. Bräunlich kalder den Østersø-rapakivi. Også viborgittyper og muligvis andre rapakivibjergarter kan tænkes at stamme herfra.

Det store problem er selvfølgelig, at der ikke er in situ-prøver at sammenligne med. Det vil være vanskeligt at udelukke, at løsblokke i de nævnte områder kommer fra Kökarsfjärden, som også er stort set uudforsket. Også de store områder af Ålandsbatholithen, som ligger under vand, vil være en mulig kilde.

Selv var jeg - på grund af Østersørapakiviens mange lighedspunkter med Nordinrågranitten - i lang tid overbevist om, at disse porfyriske rapakivigranitter stammede fra Den Botniske Rapakivibatholit, som formentlig hænger sammen med Nordingråmassivet. Bräunlichs påvisning af, at der var en så massiv forekomst af denne rapakivitype så tæt på Den Nordbaltiske Pluton og altså så langt fra Den Botniske Rapakivibatholith har - i hvert fald indtil videre - overbevist mig om, at min antagelse var forkert.