Rød Østersøkvartsporfyr er en homogen, teglrød bjergart med tæt grundmasse. Ved nærmere eftersyn ses små kalifeldspatstrøkorn af samme farve som grundmassen og desuden er der små, røggrå, kantede kvartsstrøkorn, som lettest ses på en brudflade. Kvartskornene kan fremvise korrosionstegn. Der er meget få mørke mineraler, men selv på småhåndstykker er der næsten altid basaltiske xenolither.

Bjergarten forekommer også i en type, hvor den ignimbritiske oprindelse tydeligt ses i form af bølgeformede farvevariationer i grundmassen.

Den formodes at have sit hjemsted i Den Nordbaltiske Pluton og at være den vulkanske pendant til den langt sjældnere og først for nyligt af Matthias Bräunlich beskrevne dybbjergart Østersørapakivi. Det var den danske geolog Vilhelm Milthers, der i 1905 påstod, at hjemstedet for denne bjergart var at finde syd for Ålandsøerne og ikke på Rödö, som Lundbohm havde foreslået i 1888. Ved samme lejlighed gav han den navnet "rød østersøkvartsporfyr" og ved samme lejlighed døbte han Hedströms kvartsporfyr fra Gotska Sandön "brun østersøkvartsporfyr".