I det sydvestligste Norge omkring lokaliteterne Farsund og Lyngdal ligger en række granitiske/charnockitiske intrusioner, som gennem næsten 200 år har været genstand for mere eller mindre intensiv udforskning fra norske og udenlandske geologer.

Lidt historie
Den første , som beskrev området var den navnkundige professor Esmark, som foretog en rejse langs kysten i 1823. Han gik i land, når vind og vejr tillod det. Det førte til opdagelsen af noritforekomsterne, men ikke meget mere.
Den næste geolog som besøgte området var Keilhau. Han - og her citerer jeg Kolderup fra 1896 - trængte kun ind til én lokalitet i eruptivet: Hitterø, og selv her leverede han ingen nøjere beskrivelse af stedet, så i det store hele kan man betragte hans rejse som ikke angående eruptivområdet.
I 1844 kommer så Scheerers arbejde „Ueber den norit und die auf der insel Hitterö in dieser gebirgsart vorkommenden mineralienreichen granitgänge." Her får vi det første forsøg på en petrografisk undersøgelse af noritterne på Hitterö og Andabelö.
I de følgende årtier skriver flere geologer om Egersundområdet - bl. a. Kjerulf og Rosenbusch.
I 1896 kommer så et gigantværk på 242 sider: Kolderup, C. F. : Die Labradorfelse des westlichen Norwegens. Dette værk er den dag i dag spændende læsning. De ovennævnte historiske oplysninger stammer herfra.
Siden er det gået slag i slag. Jeg har i litteraturlisten nævnt nogle af de væsentligste, og i billedrækken herunder har jeg gengivet gamle og nyere geologiske kort over området.
Det er også værd at bemærke, at mange geologer med tilknytning til Danmark har deltaget i udforskningen. Nævnes kan J. R. Wilson, T. Falkum og H. D. Zimmermann, som alle har eller har haft tilknytning til Geologisk Institut på Aarhus Universitet.

Bjergarten, som man studerede her, blev kaldt Farsundit, og det er Vest-Agders fylkesten. Siden hen har man fundet ud af, at det ikke er en enkelt bjergart, men mindst tre forskellige typer. Disse bjergarter er en del af det kompleks af senorogene bjergarter, som intruderedes i de centrale og vestlige dele af Det Sydvestskandinaviske Domæne i perioden 990-920 Ma.

Intrusionerne er emplaceret i diverse gnejser, som man kaldte hhv. båndet gnejs, øjegnejs og granitisk gnejs. I de seneste årtier har man erfaret, at hovedparten af disse gnejser er den sydligste del af det meget større Sirdal Magmatic Belt SMB, som er et bueformet bælte af intrusive granitiske bjergarter med en alder på 1070-1010 Ma.

Mod vest grænser Farsunditten op mod Rogaland Igneous Complex (RIC), som stammer fra 933-916 Ma og udgør den yngste del af de senorogene sveconorvegiske intrusioner. Der er også charnockitiske elementer i RIC og nogle steder regnes Farsundcharnockit med til RIC.

I det oprindelige Farsunditområde kan man skelne mellem to bjergarter: Farsundcharnockit og Lyngdalgranit. En lille nordlig udløber af Lyngdalgranitten, som bærer navnet Kleivangranit, selv om den også er delvist charnockitisk. På nogle halvøer og øer syd for Lyngdalgranittens udbredelsesområde og adskilt fra denne af et strøg med gnejs, finder man Tranevåggranit. Det er usikkert, om det er en selvstændig intrusion eller en del af Lyngdalgranit. Hertil slutter sig en række andre små granitiske intrusioner mod nord og øst: Holumgranit, Hommegranit og flere andre. Snikgnejsgranit, som i nogle ældre artikler omtales som tilhørende ovennævnte intrusioner, har vist sig at være ældre og tilhøre Sirdal Magmatic Belt.

Forskellen på en charnockit og en granit er, at charnockit indeholder orthopyroxen som væsentligste mørke mineral. Sandheden er nok, at der ikke er den store forskel på disse bjergarter, som alle fremtræder relativt mørke og kan have det for charnockitter karakteristiske grønlige skær.