Vest for Älvdalen finder man et område med strøkornsrige porfyrer (se kort). Mod vest ligger Månstaberget og mod øst finder man Kåtilla, som er en lille "forstad" til Älvdalen beliggende på den vestere bred af Dalälven. Det er disse to stednavne, som har givet navn til de porfyrer man finder her: Månstaporfyr og Kåtillaporfyr.

De to porfyrtyper ligner hinanden en del og der er glidende overgange.
Grundmassen er oftest finkornet/tæt, undertiden mikroporfyrisk. Farven er brunrød/rødbrun.
Strøkornene udgør ca. halvdelen af bjergarten - med tendens til lidt flere strøkorn i Månstaporfyr i forhold til Kåtillaporfyr. Der er ca. lige mange kalifeldspatstrøkorn og plagioklasstrøkorn og størrelsen er op til ca. 10 mm. Kalifeldspaterne er lyse og rektangulære - mere aflange hos Kåtillaporfyr og mere bredt rektangulære hos Månstaporfyr. Især hos Kåtillaporfyr er der tendens til tværgående hæmatitimprægnerede streger - et fænomen man dog også kan se hos andre strøkornsrige porfyrer. De store kalifeldspatstrøkorn har ikke helt samme tilbøjelighed til at danne sammensatte krystaller, som man ser det hos Oxåsenporfyren. Plagioklaserstrøkornene er grågrønne/olivengrønne/gulgrønne og ofte tæt på at være kvadratiske. Plagioklaserne kan være zonare: grønne centralt og hvidlige/gullige perifert. Grønlig plagioklas danner også ofte kærnen i kalifeldspatstrøkorn.
Oftest ret iøjnefaldende sortgrønne aggregater af chlorit, hornblende og malm op til ca. 3 mm (5 mm) - aggregater af Månstatype.
Især hos Månstaporfyr kan ses små kvartsstrøkorn op til 1 mm.

Ved Väsaberget lidt sydøst for ovennævnte område finder man Väsaporfyren, som også har ca. lige mange strøkorn af kalifeldspat og plagioklas, men strøkornene er ikke over 5 mm. Plagioklasstrøkornene er grå/grøngrå.