En samlingsbetegnelse for Dala-porfyrer med mange, store, tilnærmet rektangulære strøkorn af kalifeldspat og plagioklas, men ingen eller meget få kvartsstrøkorn. Disse porfyrer findes i det centrale Dalarna omkring Älvdalen og i områder længere mod nordøst strækkende sig ind i Los/Hamra-regionen i Orsa Finmark. Der findes også porfyrer med store strøkorn i andre Dala-distrikter, men alle disse har kvartsstrøkorn bortset fra Hedenporfyr, som normalt (også her) ikke regnes til gruppen, men som en selvstændig type.

Afgrænsningen mod andre feldspatporfyrer, som altså har mindre og/eller færre strøkorn er arbitrær, men traditionelt regnes typer, hvor strøkornene udgør mere end en tredjedel som "strøkornsrige". Hjelmquist anvendte ikke selv denne opdeling i 1982. Tilsyneladensde var det Zandstra der i 1988 brugte Hjemquists data til at foretage denne gruppering, som dog flere steder gennemføres inkonsekvent.

Der er formentlig overvejende tale om subvulkanske bjergarter, og de har derfor en noget kornet grundmasse og ingen pimpstenslirer i modsætning til Dalaignimbritterne. Overgangsformer mellem de to grupper er dog talrige og ofte kan det være umuligt at skelne med sikkerhed.

Grundmassen varierer fra næsten tæt til tydeligt kornet. Farven på grundmassen svinger mellem rød og brun, men kan variere indenfor samme bjergartstype. Teksturen kan være mikrogranitisk, mikroporfyrisk eller granofyrisk. Den indeholder ofte chlorit, evt i aggregater med epidot og malmmineraler, lige som der også kan være flusspat, apatit, titanit og hornblende. Alt i alt spiller de mørke mineraler dog en absolut underordnet rolle. Typer med grovere grundmasse klassificeres som syenitporfyrer eller kvartssyenitporfyrer. Hertil høre den af Zandstra omtalte Trängsletporfyr, som må betragtes som en overgang mod Garberggranit.

Feldspatstrøkornene er delvist idiomorfe med bredt rektangulære former. Hos nogle typer er der tilbøjelighed til mere aflange strøkorn, og tilbøjelighed til tvillingekrystaldannelse kan hos nogle typer være udtalt. Korrosionsfænomener med afrundede uregelmæssige strøkorn er hos nogle typer udtalt - disse korroderede strøkorn kan findes klods op ad helt idiomorfe strøkorn. Kalifeldspaterne har ofte en kærne af plagioklas og plagioklaserne kan have en tynd rand af alkalifeldspat. Kalifeldspatstrøkornene er lyse med varierende grad af hæmititindfarvning - delvist diffust men især langs smårevner i krystallen. Plagioklas strøkornene har som regel en grågrø/olivengrøn/gulliggrøn farve, men kan også være helt grå. De er ofte zonare med en Ca-plagioklasrig kærne og et Na--plagioklasrigt randområde. Farven på feldspatstrøkornene kan variere indenfor samme bjergartstype, og kan derfor ikke stå alene ved bestemmelsen.

Hjelmquist angiver, at porfyrerne kommer fra 4 hovedområder, og at de udseendemæssigt kke adskiller sig meget fra hinanden. Til disse fire områder må man nok føjes store områder med strøkornsrige porfyrer nordøst for Loberget og sydvest for Tandsjöborg. Den langt overvejende del ligger i Los-Hamra regionen, som hører til Gävleborgs Län og derfor ikke behandles i Hjelmquists arbejder. Der foreligger mig bekendt ikke detaljerede beskrivelser af porfyrtyper fra dette område, men Tandsjöborgporfyren, som er omtalt hos Per Smed er en repræsentant herfra.

• Omkring Oxåsen: Oxåsenporfyr: Ret grovkornet. Røde kalifeldspatstrøkorn op til 12 mm i overtal. Færre op til 7 mm store grågrønne plagioklaser. Strøkorn udgør ca. 1/3
• Vest for Älvdalen: Månstaporfyr og Kåtillaporfyr: Grundmassen finkornet og rød/rødbrun/gråbrun. Overvægt af gråhvide/grågrønne plagioklasstrøkorn op til 10 mm. Færre blegrøde kalifeldspatter af samme størrelse. Månstaporfyr har sortgrønne aggregater og er mere strøkornsrig end Kåtillaporfyr. Väsaporfyr findes i et lille satelitområde ved Väsaberget mod sydøst. Strøkornene ret små (<5mm).
• Nord for Älvdalen. Käringsbergporfyr: Kornet, mikroporfyrisk, rød grundmasse. Op til 15 mm store røde kalifeldspatstrøkorn - ofte med kærne af albit. Færre op til 8 mm store grågrønne/grågule plagioklaser - ofte med smal rand af kalifeldspat. Rød Orlockporfyr er overordentlig strøkornsrig og nogle kalifeldspatstrøkorn er bredt rektangulære til kvadrratiske og op mod 1 cm. Jöllenporfyr er kraftigt rød og generelt strøkornsrig men variationsbredden er stor. Nogle danner overgang mod ignimbrit.
• Nord for Loberget: Lobergporfyr: Rødbrun/grårød grundmasse. Overvægt af røde/blegrøde kalifeldspatstrøkorn, som er op til 16 mm. Plagioklaser er færre men kan være helt op til 20 mm og farven er gråhvid/grønlighvid/grågul. I et noget større område nord for Loberget findes porfyrer, som meget ligner Oxåsen-, Månsta- og Käringsbergporfyrer.
• Nordvest for Noppikoski: Tandsjöborgporfyr: Brunlig grundmasse. Lyserøde kalifeldspatter og grønlige plagioklaser. Ligner overfladisk Venjanporfyrit. Også andre porfyrtyper.

Hjelmquist har i tabelform i detaljer beskrevet 27 forskellige in situ-blokke af strøkornsrige porfyrer uden kvartsstrøkorn. Data omfatter koordinater, grundmassens farve og kornethed, feldspatstrøkornenes farve, størrelse og mængde samt specielle forhold fx. ang. mørke mineraler.
Sidenhen har Zandstra ment, at han også skulle sætte sit fingeraftryk, hvorfor han opdelte Hjelmquists typer i de "rigtige strøkornsrige" og "diverse feldspatporfyrer" - sidstnævnte gruppe indeholdt porfyrer med færre og mindre strøkorn end første gruppe.
Det er for nogle en sport at forsøge at navngive strøkornsrige Dalaporfyrer ud fra denne "facitliste". Det er efter min opfattelse en temmelig problematisk praksis. Jeg synes ikke man kan kalde disse enkelteksempler for typer - De eksakte tal for (fx. 27% kalifeldspatstrøkorn) foregøgler en nøjagtighed som ikke har hold i virkeligheden. Hjelmquist anvendte så vidt jeg kan se heller ikke selv betegnelserne men præciserede derimod at lighederne mellem de forskellige blokke var store.

Når jeg alligevel vælger at bruge disse navne, er det i håbet om at den eventuelle læser godt forstår, at en porfyr, der fuldstændig ligner en Månstaporfyr, godt kan komme fra et helt andet sted i Dalarna. Dermed være selvfølgelig også sagt, at det også gælder de vandreblokke, jeg præsenterer i det følgende.