Venjanporfyrit findes i to hovedområder

• 210 km2 syd for Venjansøen. Her finder man den basiske Kättbo-type med meget små strøkorn.
• 100 km2 i den vestlige del af Nås-Tyforsområdet i det allersydligste Dalarna. I størstedelen af området finder man den type, som Zandstra kalder hovedtypen - betegnelsen Sågbyn-typen er også set anvendt. I en lille enklave mod vest findes en mere grovkornet udgave, som Hjelmquist oprindeligt kaldte syenitporfyr, men senere indlemmede i Venjanfamilien. De kaldes Ärten/Gruvåsen-typen.

I følge litteraturen har Venjanporfyrit en grundmasse som er grårød eller rent grå og som forvitrer rødligt, men i følge mine begreber om farver er den typisk brun. Den er meget strøkornsrig (strøkornene udgør som hovedregel mere end halvdelen). Hovedparten af strøkornene består af hvid/grønlig/gullig plagioklas, men der er som regel også en del strøkorn af kalifeldspat. Disse er igen i følge litteraturen oftest lyserøde, men i følge mine erfaringer næsten altid helt farveløse og derfor meget lidt iøjnefaldende. Strøkorn af biotit og hornblende er til gengæld meget fremtrædende og giver bjergarten et karakteristisk sortplettet udseende. Typisk er der ligeledes aggregater af mørke mineraler og plagioklas. Kvartsstrøkorn kan forekomme sporadisk.

Ovennævnte træk er fælles for de forskellige typer af Venjanporfyrit. Trods dette fremtræder de ret forskelligt pga. variationer i strøkornenes størrelse og indbyrdes mængdeforhold:

• Sågbyn-type (hovedtypen). Tæt grundmasse. 15-20% grågule/grønlige plagioklasstrøkorn på 1-4 mm. Nogle er idiomorfe/kvadratiske men de fleste har mere uregelmæssige former. Ca. 10% kalifeldspatstrøkorn, som oftest er farveløse, men som kan have et svagt rødligt skær. Herudover 2-3 mm store biotitblade og hornblendesøjler samt aggregater af diverse mørke mineraler med plagioklas. Ialt udgør de mørke mineraler knap 10%.
• Gruvåsen/Ärten-type. Grundmassen er mere grov og kornet. Plagioklasstrøkorn udgør omkring 1/3 og måler 3-10 mm (-20), ofte zonare med grønlig kærne. Få eller ingen kalifeldspater. Sort/grønne aggregater fremtrædende. Det er klart den mest spektakulære type af Venjanporfyrit.
• Kättbo-type: Denne type er en meget basisk udgave af Venjanporfyrit. Den har meget små feldspatstrøkorn, som næsten alle er plagioklaser. De kan måle op til 4 mm, men er ofte mindre - undertiden så små og tætliggende, at bjergarten ikke ligner en porfyr. Højt indhold af mørke mineraler i form af biotit, hornblende og næsten altid også augit.