Rød Smålandsgranit er en betegnelse, som dækker over alle de nogenlunde enskornede "sure" granitter fra Småland og Östergötland. Der er glidende overgang mod porfyriske granitter med samme mineralsammensætning. Mange af disse er så karakteristiske, at de har fået deres eget navn. Betegnelsen rød Växjögranit, som anvendes stort set synonymt med rød Smålandsgranit, antyder, at disse granitter især findes i den sydlige del af Småland. Der er glidende overgang mod mere basiske rosa og grå Växjögranitter.
Røde Smålandsgranitter er oftest middelkornede bjergarter, men fin- og grovkornede typer er ikke ualmindelige. De er domineret af rødlig kalifeldspat og grå/gråblå/violet kvarts. Kalifeldspaterne er perthitiske og kan danne Karlsbadertvillinger. Tilsyneladende ret store krystaller viser sig ofte ved nærmere eftersyn at bestå af aggregater af mindre krystaller. Det kan enten skyldes, at der primært er dannet mange krystaller, som siden er vokset sammen, eller at oprindeligt større krystaller er rekrystalliseret til mange små pga. udsættelse for deformerende kræfter. Ud over typer med dybrøde kalifelfdspatter ses ofte mere blegrøde eller brunlige typer. Kvartsen er grå eller let blålig/violet, ofte delvist granuleret. Selvstændig plagioklas er som regel sparsom, men specielt i det vestlige Östergötland ses typer med ret rigelig gulbrun/grumsetbrun plagioklas. Undertiden ses plettet hæmatitimprægnering i plagioklasen. Biotit er det absolut dominerende mørke mineral og optræder i vekslende mængde. Titanit og magnetit er almindeligt forekommende.
Røde Smålandsgranitter har i meget varierende omfang været udsat for metamorfose. Resultatet heraf er nydannede mineraler som epidot og chlorit samt de ovenfor nævnte ændringer i teksturen i form af uskarpe grænser mellem de forskellige mineralkorn og mørteldannelse (knuste mineralkorn). Deformering med gnejsagtige træk er mindre fremtrædende.
Enkelte typer er så karakteristiske, at de har fået eget navn. I det sydlige område gælder det først og fremmest den storkornede, let porfyriske Vånevikgranit. Også i Vimmerbybatholithen findes enskornede typer, som præsenteres med lokalitetsnavn - det gælder fx. Tunagranit, Älögranit og Tranåsgranit. Problemet her er, at de kun i meget begrænset omfang adskiller sig fra hinanden, og at typer med næsten samme karakteristika findes flere forskellige steder. Navnene er ofte kommet til verden, fordi diverse stenbrud har set en fordel i at markedsføre deres produkt under et specialnavn.
Vånevikgranit findes ved den smålandske østkyst omkring den idylliske lille havneby Vånevik. Det er en grovkornet granit præget af brunrød, perthitisk kalifeldspat og blåviolet kvarts. De store delvist intakte kvartskorn danner sammenhængende aggregater på mere end 1 cm. Der er ingen eller meget lidt selvstændig plagioklas - i givet fald er den delvist omdannet til epidot. Der er et beskedent indhold af biotit, som er delvist omdannet til brunlig chlorit. Biotitten danner fjerede aggregater sammen med andre mørke mineraler, bl. a. magnetit. Titanit ofte rigeligt til stede. Grænserne mellem feldspat- og kvartskorn er delvist udviskede.
Vånevikgranit kan let forveksles med rød Graversforsgranit - bemærk dog, at denne har et meget lille udbredelsesområde og derfor er sjælden. Rød Graversforsgranit har mere kompakte aggregater af mørke mineraler, og titanit er enten fraværende eller forekommer kun i beskedne mængder.
Stammer fra skærgårdsøerne Älö, Lilla Bergö m. fl. samt tilgrænsende områder i det nordøstlige hjørne af Vimmerbybatholithen. Det er den mest kvartsholdige af alle Smålandsgranitter ("mest sure") - formentlig en følge af assimilering af materiale fra Västervik-kvartsitten. Laksefarvede perthitkrystaller danner aggregater på op til 10 mm - typisk med skinnende spalteflader og mørteldannelse langs grænseflader. Kvartsen er granuleret og fremtræder hvid/blålig - ofte i små parallelle strøg. Kun lidt biotit og praktisk taget ikke selvstændig plagioklas.
Det må dog bemærkes, at fx. in situ-blokke på Skan-Kristallin ikke passer særlig med ovennævnte beskrivelse: De fleste ret grovkornede med tilsyneladende intakte kvartskorn.
Granitter af Tunatype forekommer flere steder i Småland - bl. a. omkring byen Tuna, som ligger den sydøstlige del af Vimmerbybatholithen. Det er en fin- til mellemkornet granit bestående af lyst rødlig perthit med mat fremtoning og svagt violette kvartskorn i små aggregater. Tunagranit er kun meget svagt deformeret. Der er i modsætning til den typiske røde Växjögranit kun få mørke mineraler.
Tranåsgranit brydes i store stenbrud ved byen Tranås i den vestlige del af Vimmerbybatholithen. Den minder om Tunagranit, men er mere grovkornet. Som nævnt findes i området ved Tranås også tyer med en del selvstændig plagioklas.
Navnet Vislandagranit ses undertiden anvendt om lyse, let gnejsede typer med udflydende korngrænser, granuleret kvarts, lyst rødlige, fragmentrede kalifeldspatter og sparsomme mørke mineraler i form af sortgrønne striber af chloritiseret biotit. Per Smed omtaler i stedet denne type som deformeret Smålandsgranit, og da den er vidt udbredt uden særligt tilhørsforhold til byen Vislanda i udkantet af udbredelsesområdet, er det nok mere fornuftigt.
