Svens StrandstensSite
Sydvestskandinaviske Domæne - Idefjordsegmentet

Idefjordsegmentet er en ca 200x400 km lithotektonisk enhed, som ligger vest for Det Østlige Gnejssegment - adskilt fra dette af Mylonitzonen. Idefjordsegmentet spaltes af Oslofeltet, således, at en lille del ligger NV for dette (Begna Sektor). Her grænser Idefjordsegmentet op mod Kongsbergsegmentet og dets fortsættelse Åmot-Vardefjell Shear Zone, som adskiller Idefjordsegmentet fra Telemarksegmentet. Mod nordøst dækkes segmentet af Kaledoniderne - det er muligt, at i hvert fald nogle af bjergarterne i Norges vestlige gnejssegment strukturelt er en fortsættelse af Idefjordsegmentet.

Mylonitzonen
Mylonitzonen er en op til 5 km bred (i Norge endda helt op til 10 km) deformationszone, som er præget af mylonitisk bjergarter. Den strækker sig fra den svenske Kattegatkyst lidt nord for Varberg gennem Vänern og helt op til den norske sø Mjøsa, hvor den forsvinder under Kaledoniderne. I Norge kaldes den Mjøsa- Magnor-mylonittsonen. Det bliver til en strækning på godt 400 km. Under den sveconorvegiske orogenese blev Idefjordsegmentet skubbet op over Det Østlige Gnejssegment samtidig med, at det i hvert fald på nogle strækninger blev forskudt sydpå. De to segmenter adskiller sig på adskillige punkter markant fra hinanden, så alt taler for at detr er tale om en reel suturlinie, hvor to segmenter med forskellig geologi er "limet" sammen.

Inde i Idefjordsegmentet er der mange overvejende N-S gående forskydningszoner, som også er opstået under den sveconorvegiske orogenese. Den mest iøjnefaldende består af Göta Älv Shear Zone (GÖSZ) og dens forlængelser nordpå Dalsland Boundary Thrust (DBT) og Ørja zonen. Man opdeler Idefjordsegmentet i to dele, som ligger hhv. øst og vest for denne skillelinje. Lidt forvirrende - i hvert fald for ikke-svenskere - benævnes de ofte Det Midterste Segment og Det Vestlige Segment.

Geologisk udvikling

Den Gotiske orogenese

Idefjordsegmentet består grundlæggende af plutoniske og vulkanske bjergarter dannet under den gotiske accretionære orogenese 1.66-1.52 Ga, samt af associerede sedimentære bjergarter, som udgør en meget stor del af Idefjordsegmentet. Der er ikke bjergarter ældre end 1.66 Ga i Idefjordsegmentet.

Disse førstegenerationsbjergarter kan opdeles i tre zoner, som bliver yngre fra øst mod vest:

Allerede under den gotiske orogenese blev bjergarterne i især Det Vestlige Segment udsat for metamorfose og deformation. Det skete i to omgange: 1.59 Ga og 1.56-1.55 Ga. Det betyder, at de yngste gotiske bjergarter og de bjergarter, som er dannet i intervallet mellem den gotiske og den sveconorvegiske orogenese først bliver udsat for metamorfose under den sveconorvegiske orogenese, mens de tidlige gotiske bjergarter har været i vridemaskinen to gange. Læg dog mærke til at Idefjordsegmentet slap for påvirkning under den hallandiske orogenese 1,44-1,38 Ga.

Periode med extension mellem den gotiske og sveconorvegiske orogenese

Den sveconorvegiske orogenese

Under den sveconorvegiske orogenese blev bjergarterne i Idefjordsegmentet metamorfoseret og deformeret i varierende omfang. Maximumpåvirkning indtrådte 1,05-1,02 Ga og varierede fra grønskiferfacies til granulitfacies flere steder (Trollhättan 1046 Ma, Vemekompleks 1052 Ma). Deformationen havde overvejende retnig N-S, og viser sig dels som foliation og lineation og dels som et netværk af forskydnings- og forkastningszoner.
I Mylonitzonen toppede metamorfosen 980-970 Ma i amfibolitfacies, og der dannedes de mylonitiske bjergarter, som giver navn til zonen.
I nogle områder opnåeedes som nævnt kun grønskiferfacies, og her kan man finde relativt velbevarede bjergarter. Det gælder især et bælte langs vestsiden af Vänern op til Gillberga synform, hvor vi finder bjergarter fra Åmålkomplekset og Göteborgsuiten.

Postsveconorvegiske begivenheder

Ledeblokke fra Idefjordsegmentet
Der er ikke mange gode leblokkandidater i Idefjordsegmentet. De bedste er Bohusgranit og forskellige typer af Kroppefjälls- og Åmålsgranit.
For Bohusgranittens vedkommende gælder det, at den har mange meget forskellige udtryksformer, hvoraf kun få er så karakteristiske, at de med sikkerhed kan skelnes fra andre granitter.
For Kroppefjäll- og Åmål-gruppens repræsentanter er problemet dels, at man gennem årene har brugt navnene om ganske forskellige bjergarter, og dels, at geologien i området først for relativt nylig er blevet så afklaret, at det er muligt at knytte Kroppefjäll- og Åmål-navnene til intrusioner med veldefineret geografisk og tidsmæssig afgrænsning. Det er der ikke nogen der har gjort, så vi står med skægget i postkassen. Læs Gorbatschevs artikler fra 70'erne og bliv fortvivlet!


Midterste Segment

Vestlige Segment

Gorbatschev, R.: Aspects and problems of precambrian geology in western Sweden. Sgu C650 1971

Gorbatschev. R, 1975: Fundamental subdivisions of Precambrian granitoids in the Amål mega-unit and the evolution of the south-western Baltic Shield, Sweden. GFF. Vol. 97. pp. 107-114. Stockholm.

Åhäll, Karl-Inge,1993:Geologi i Dalsland. Dalslands Turistråd

Berglund, J.1989: Bohuslæns geologi. Risbergs Tryckeri AB , Uddevalla

Lundegårdh, Per, 1995 : Beskrivning till berggrundskartan över Värmlands Län 1. SGU Ser.Ba nr. 45:1

Lindh og Gorbatschev, 1998 : Beskrivning till berggrundskartan över Värmlands Län 2. SGU Ser.Ba nr. 45:2

Hageskov, B. & Pedersen, S.: Rb-Sr age determination of the Kattsund-Koster dyke swarm in the Østfold-Marstrand belt of the Sveconorwegian Province, W Sweden-SE Norway. Bull. geol. Soc. Denmark, vol. 37, pp. 51-61, Copenhagen, 1988.

Andersson, Jenny m. fl., 2008: The Sveconorwegian orogen of southern Scandinavia: setting, petrology and geochronology of polymetamorphic high-grade terranes.33 IGC excursion No 51, August 2 – 5, 2008

B.Bingen, G.Viola, C.Möller et al: The Sveconorwegian orogeny,Gondwana Research 90 (2021)

Sweden: Lithotectonic Framework, Tectonic Evolution and Mineral Resources, 2020: Chapter 16. Bergström, Stephens & Wahlgren: Polyphase(1.6–1.5 and 1.1–1.0 Ga )deformation and metamorphism of Proterozoic (1.7–1.1 Ga) continental crust,Idefjorden terrane,Sveconorwegian orogen