Nogle bjergarter, som man ikke har fundet som in situ-bjergarter, findes som løsblokke på Ålandsøerne og på den finske vestkyst syd for Vaasa. De formodes derfor at stamme fra forekomster på bunden af den sydlige del af Den Botniske Bugt. Det er uvist, om de i virkeligheden som repræsentanter for "den botniske rapakivibatholith" er relateret til de plutoniske Nordingråbjergarter.

Vulkanske bjergarter

Hovedparten af disse bjergartstyper er vulkanske eller subvulkanske rapakivibjergarte i form af ignimbritter, kvartsporfyrer og felsitporfyrer.

Traditionelt skelner man mellem albitfelsitporfyr, som har sit eget karakteristiske udseende, samt hhv. felsit- og kvartsporfyrer, som har strøkorn af en eller to feldspattyper og for kvartsporfyrernes vedkommende selvfølgelig også kvartsstrøkorn.

Porfyrer med et relativt karakteristisk udseeende er af entusiaster navngivet efter områder, hvor løsblokke hyppigt er fundet, men i følge sagens natur ikke efter deres oprindelsessted. Det er efter min mening en problematisk praksis, som dog måske er hensigtsmæssig, fordi den er så indarbejdet.

Det vil være på sin plads at påpege, at det altid vil være behæftet med stor usikkerhed at bestemme porfyrtyper som de her omhandlede. Porfyrer fra andre rapakiviområder inkl. Dalarna kan have praktisk taget samme fremtoning.

Dybbjergarter

Også fund af blokke bestående af granitiske rapakivibjergarter er almindelige på den finske kyst syd for Vaasa. Man har derfor længe haft teorier om, at der kunne være et rapakivimassiv på bunden af Den Botniske Bugt ud for Vaasa. Zandstra har beskrevet en granofyr fra Den Botniske Bugt, som havde et karakteristisk udseende med epidot- og chloritaggregater. Den formodedes at stamme fra et sådant massiv.

Der er ikke nogen tvivl om, at der findes rapakividybbjergarter på bunden af den Botniske Bugt. Mange af de kendte rapakivimassiver ligger ved kysten og fortsætter et stykke ud i Den Botniske Bugt - men hvor langt? Spørgsmålet er ikke så ligetil at besvare, for store dele ligger begravet under sedimenter. Umiddelbart oven på rapakivierne har vi jotnisk sandsten. Den kan danne et op til 1 km tykt lag - ja i et område sydvest for Vaasa måske helt op til 3-4 km. Oven på disse mesoproterozoiske jotniske aflejringer finder vi områder med sent prækambriske og palæozoiske aflejringer, som godt nok ikke når samme mægtighed, men dog formentlig 100-300 m.

Man kan nærme sig svaret på spørgsmålet om rapakivimassivernes udbredelse ved at lave boreprøver samt ved seismiske og gravimetriske målinger, men der råder stadig en del usikkerhed om deres udbredelse.

På kortet vises - let forenklet - det bud, der gives i "Precambrian Geology of Finland". Som det ses, formodes specielt Nordingråmassivet at have meget stor udbredelse, faktisk helt over til tæt på den finske kyst. Samme synspunkt fremføres i senste udgave af "Sveriges geologi. Från urtid till nutid". Det giver umiddelbart en god forklaring på løsblokfundene i Finland, og man omtaler massivet som "Den Botniske Rapakivibatholith".

Også Rödö- og Strömsbromassiverne angives at være ganske store, men de er i højere grad dækket af sedimenter, og i hvert fald Rödöbjergarterne har et karakteristisk anderledes udseende. Også det ret nyopdagede Siipyy-massiv (1989) har muligvis stor udbredelse ud på havbunden. Siipyygranit beskrives som en grovkornet, enskornet biotitgranit, som ikke har mange lighedpunkter fx. Zandstras granofyr.

Sammenfattende finder jeg det meget sandsynligt, at de botniske rapakiviblokke langt overvejende eller udelukkende stammer fra Den Botniske Rapakivibatholith. Det stemmer også rigtig godt overens med, at der er ganske store ligheder i udseendet af de botniske rapakivier og de blokke, som stammer fra den landfaste del af Nordingråintrusionen på den svenske side af Den Botniske Bugt.

Rapakivigranitterne af denne type vil derfor blive behandlet under afsnittet om Nordingrå.

Andre bjergarter

Botnisk gnejsgranit er en bjergart, som omtales af bl. a. Zandstra og Rudolph.

Det er ikke en rapakivibjergart, og oprindelsen er usikker.