I dette afsnit omtales porfyriske rapakivibjergarter med en finkornet, homogen grundmasse og sredte strøkorn af især alkalifeldspat. Man kan skelne mellem to typer, som dog glider umærkeligt over i hinanden.

• Rapakivi-granitporfyrer har megakryster af kalifeldsspat og evt også af kvarts og plagioklas. Feldspatmegakrysterne er oftest rektangulære, men kan også være afrundede og enkelte kan have plagioklasring. Grundmassen mellem megakrysterne er finkornet og består af kalfeldspat, plagioklas, kvarts og mørke mineraler, især hornblende. Mikrografisk tekstur er oftest fraværende.
  Granitporfyrer findes i mindre enklaver i det nordlige Laitila og herudover mere spredt som gangbjergarter eller i kontaktzoner mod grundfjeldsbjergarter.
  Der er mange forskellige typer, og da det er sjældent man har in situ-prøver af moderbjergarten kan de som fjernblokkke være vanskelige/umulige at stedbestemme med sikkerhed. Alt efter hovedfarveindtrykket kan man kalde dem for røde, hvide eller grå. Typer med sarte lyserøde og grønlige farver kommer sandsynligvis fra Laitila eller Vehmaa. På de nordøstlige Ålandsøer (Vårdö mm) ses typer, som ikke er lette at skelne fra fastlandstyper.
• Porfyraplitter adskiller sig principielt fra granitporfyrer ved at der er færre feldspatstrøkorn og ved at grundmassen er aplitisk - dvs. at den helt overvejende består af kalifeldspat og kvarts, mens plagioklas og især mørke mineralerstort set er fraværende. Traditionelt tillader finske geologer dog et betydeligt indhaold af især biotit i de bjergartstyper, de kalder porfyraplitter. Aplitter uden strøkorn er sjældne i Laitila - skal kunne forekomme i et lille område ved Kuusiranta ved Pyhajärvi og centralt i Utö-komplekset.

En enkelt type skiller sig så meget ud, at den har fået sit eget opslag. Det drejer sig om Ytögranitten og hermed beslægtede bjergarter.