I den sydlige del af Nordingråbatholithen finder man basiske bjergarter som gabbroer, leukogabbroer og anorthositter. Egentlige gabbroer findes mod vest mens de mere plagioklasholdige leukogabbroer og anorthositer findes mod øst. Disse bjergarter menes at danne en ca. 5 km tyk skive, som mod nord fortsætter ind under granitten, som kun har en tykkelse på ca. 1 km.

Gabbroer, leukogabbroer og anorthositer er dannet af den samme magma. Oprindeligt antog man (von Eckermann) at plagioklas, som blev udfældet i magmakammeret, steg til vejrs og dannede anorthositer og leukogabbroer, mens de tungere mineraler faldt til bunds og danne de egentlige gabbroer. Det har vist sig, at forholdene er mere komplicerede, men som hovedregel er antagelsen anvendelig. Grænsefladen mellem gabbroer og leukogabbroer hælder svagt mod øst.

Gennem området med leukogabbro/anorthosit får et bælte med en smal forekomst af jotnisk sandsten (dannet ved erosion af de granitiske rapakivibjergarter) og dolerit af Åsby-type - her kaldet Ulvödiabas.

Gabbro

De fleste gabbroer er mellem- eller finkornede, men grovkornede typer forekommer også. Disse forvitrer let til grus. Hovedmineralerne er plagioklas (sædvanligvis 50-55% anorthit), pyroxen og Fe-olivin. Pyroxenerne er både klino- og orthopyroxener, som være dråbeagtigt eller lamellært sammenvoksede - i sidtnævnte tilfælde har man tidligere brugt betegnelsen diallag. Desuden ses som accessoriske mineraler biotit, ilmenit og magnetit.

Porfyriske typer med tilnærmet kvadratiske tabletter af plagioklas ses - danner overgange mod leukogabbroer, hvor megakrysterne dog som regel er størrre og hvor mellemmassen udgør en mindre andel.

Undertiden ses rødlige slirer eller gange med kvarts og perthitisk orthoklas - se syenitgabbro. Disse slirer er et resultat af delvis opblanding mellem de normalt adskilte basaltiske og de granitiske udgangsmagmaer.

Også i gabbroer uden disse slirer er indholdet af ikke bare kalium men også jern og titanium helt usædvanlig højt. Det tages som udtryk for, at der er sket en kontaminering af den oprindelige basaltiske magma med bjergarter fra skorpen. Det kan være sket ved assimilering af sidebjergarter eller ved opblanding med den granitiske ledsagemagma.

Gange med albit og kvarts ses også.

Leukogabbro og anorthosit

Leukogabbro er ikke noget helt veldefineret begreb, men dækker over gabbroide bjergarter med stort indhold af plagioklas, oftest 70-90%. Det betyder, at de har et lavt farveindeks og altså er lyse bjergarter. Anorthositer indeholder 90-100% plagioklas. I Nordingråkomplekset udgør anorthosit ca. 20% af den samlede anorthosit/leukogabbro-mængde.

Leukogabbroerne har porfyrisk karakter med tabletformede 1-4 cm store plagioklaser i en mørkere mellemmasse af plagioklas, uralitisk hornblende, pyroxen, altereret olivin, ilmenit mm. Plagioklasmegakrysterne kan være zonare og evt. labradorisere centralt.

På samme måde som ved de mere mafiske gabbroer er kalium- og jernindholdet højere end man ser det i "almindelige" leukogabbroer og anorthositter. Tilstedeværelsen af kalium letter sekundær alteration af plagioklasen, så den delvist omdannes til sericit, phrenit, epidot og calcit. Resultatet bliver bjergarter med en meget karakteristisk orangerød/grønlig farve.

Nogle steder bliver bjergarten pegmatitisk med plagioklaser på flere dm.