På denne side kan du læse om basalter og porfyriske doleritter (doleritter er gangbjergarter med basaltisk sammensætning).
Basalt er en tæt til finkornet, sort bjergart med 45-52% SiO2. Den består af mineralerne calciumrig plagioklas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin (<10%) eller kvarts (<20%). Bjergarter med større nefelinindhold ligner mange gange basalt så meget, at det ikke er muligt at skelne uden laboratorieundersøgelser (ex: basanit).
Basalt og andesit indtager samme placering i Streckeisendiagrammet - felterne 9 og 10. Forskellen på de andesit og basalt ligger i forholdet mellem natrium- og calciumindholdet i plagioklasen. Hvis mere end 50% (mol%) er Na-plagioklas (albit) er bjergarten en andesit og hvis mere end 50% er Ca-plagioklas (anorthit) er det en basalt. Det er ikke muligt makroskopisk at skelne mellem albit og anorthit, så man må holde sig til nogle tommelfingerregler:
Ud fra den kemiske sammensætning kan man opdele basalter i
Det er ikke muligt makroskopisk - og pga bjergarternes finkornethed heller ikke mikroskopisk - at afgøre hvilken basalttype, man har med at gøre. Det har heller ikke nogen betydning i vores sammenhæng, så det vil jeg ikke gå yderligere ind på her.
Basalter får, hvis de udsættes for hydrotermal alteration, ofte en grønlig, brunlig eller rødlig grundmasse. Tidligere mente man, at hydrotermal alteration var et tegn på, at man havde at gøre med en gammel bjergart, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Betegnelsen melafyr blev anvendt om sådanne bjergarter - især, hvis de var augitporfyriske.
Mange basalter og nogle få doleritter indeholder blærehulrum, som er skabt af de gasser, som magmaen indeholdt, og som ikke længere kan være opløst i magmaen, når trykket falder i forbindelse med at lavaen trænger op gennem jordskorpen. Fordi basaltiske lavaer har en meget lav viscositet (er tyndtflydende) vil gasserne ofte undslippe helt, men hvis det ikke sker inden lavaen størkner, har vi blærehulrummene. Hvis lavaen forsat flyder efter at gasblærerne er dannet, kan disse blive forvredne i formen i stedet for at være kuglerunde. Ved senere hydrotermale processer kan blærehulrummene helt eller delvist fyldes med forskellige mineraler (ex: chalcedon, calcit, zeolit, epidot) og der dannes mandler. Ofte ses en reaktion mellem den basaltiske grundmasse og mineralerne i mandlerne - det kan føre til at der dannes en anderledes farvet ring omkring mandlerne. Undertiden sker udfyldningen af mandlerne i en kontinuerlig proces, hvor arten af afsatte mineraler skifter - man kan herved få iøjnefaldende zonare mandler, som, hvis de består af chalcedon, kaldes agater.
Gangbjergarter med basaltisk sammensætning kaldes doleritter eller diabaser. De vil oftest være mere grovkornede end basalter og vil ofte have ofitisk eller intergranulær tekstur. Det er dog ikke altid muligt at skelne - fx. vil de mellemste områder i et tykt basaltdække kunne størkne så langsomt, at man ikke kan skelne resultatet fra en dolerit. Ligeledes vil gangbjergarter, som er størknet hurtigt, kunne være så finkornede og evt. have gasblærer/mandler, at de ikke kan diagnosticeres som gangbjergarter, når man har med dem at gøre som løsblokke.
Mange af disser doleritter er porfyriske med plagioklasstrøkorn og/eller
strøkorn af mørke mineraler. Hvis der kun er strøkorn af mørke mineraler kalder man bjergarten for en lamprofyr.
Porfyriske doleritter behandles sammen med porfyriske basalter i dette afsnit.
Strøkorn i basalter og doleritter kan dels bestå af lyse mineraler, næsten altid plagioklas, og dels af mørke mineraler, olivin, augit, hornblende, biotit, magnetit. En basalt, som indeholder strøkorn af pyroxen og olivin kaldes en ankaramit. Olivinen er oftest forvitret rødt.
I det fennoskandiske område er Oslofeltet og Skåne de to hovedleverandører af basalter, mens der er mange flere doleritter, hvoraf en del er porfyriske.
Langt de fleste basalter herfra har listeformede plagioklasstrøkorn, som kan være større eller mindre, og som af og til danner stjerneformede aggregater, men strøkornsfri typer findes også. Der kan være augitkrystaller i stedet for/ved siden af plagioklasstrøkornene, men hvis kan kikke nøjere efter er der nu næsten altid små plagioklaslister i en Osloaugitporfyr. Der er (næsten) aldrig bevaret olivin i Oslobasalterne.
I Oslofeltet findes også mafiske gangbjergarter, hvoraf nogle er porfyriske
fx. lamprofyrerne camptonit og kersantit.
Her ses ikke plagioklaslister, men derimod enklaver af peridotit (kappemateriale), som er forvitret til kornede gulgrønne masser og evt. er helt forsvundet, så der er efterladt huller i overfladen. Skånebasalter har dannet søjlebasalt, og løsblokke har ofte en kantet facon.
Öjebasaltdanner et op til 100 m tykt lag i Dalasandstenen. Pga. den store lagtykkelse har den ofte doleritkarakter og benævnes ofte Öjediabas. Stedvist er den udtalt plagioklasporfyrisk, og der er også områder med gasblærer og mandler - delvist agatførende. Forvitrer grønligt. Dobbeltgængere findes flere steder.
Plagioklasporfyrisk kvartsdolerit med grå grundmasse. Stammer fra NV/SØ-forløbende gange i Skåne. Frualidmelafyr er en særlig variant heraf.
Basalt med forvredne gasblærer fyldt med chalcedon eller phrenit (lavmetamorfoseret zeolit), som kan have grønlige eller rødlige farver. Grundmassen er ofte rødfarvet af hæmatit.
