Nogle karakteristiske typer kvartsporfyrer behandles for sig selv:

• Kallbergetkvartsporfyr
• Idrekvartsporfyr
• Särnakvartsporfyr
• Glöteporfyr.

Andre kvartsporfyrer er vanskelige/umulige at stedfæste nærmere, og man må næsten altid affinde sig med at tale om en Dalakvartsporfyr evt. med tilføjelse af grundmassens farve. Hjelmquists beskrivelse af forskellige in situ-blokke kan tjene til at vise variationerne i denne gruppe, men at bruge dem som udgangspunkt for opstilling af en række typer er efter min mening absurd.

Tilstedeværelsen af både kalifeldspat- og plagioklasstrøkorn kan styrke mistanken om, at en kvartsporfyr kommer fra Dalarna. Det samme gælder, hvis der er de for Dalarna typiske sort/grønne aggregater af chloritiserede mørke mineraler. Kvartsstrøkornene er som regel afrundede og evt. korroderede - sjældent >3 mm. Feldspatstrøkornene er som regel ret små og kun sjældent over 4-5 mm. De kan være idiomorfe, men er ofte uregelmæssiget korroderede. Udgør som regel 20-40% af bjergarten.

Zandstra anbringer disse kvartsporfyrer i to grupper: Rød kvartsporfyr fra Dalarna og grå og/ gråbrun kvartsporfyr fra Dalarna. Bortset fra farven på grundmassen er der ikke nogen sysyematisk forskel på bjergarterne i disse to grupper, og da der også er brune, gulbrune og rødbrune eksempler, synes jeg ikke opdelingen giver mening.

Blandt de røde Dalakvartsporfyrer finder man Trängsletporfyr, som har en meget kornet grundmasse. Det er en overgangsform mod Garberggranit.