Historisk udvikling

De første beskrivelser kom i forbindelse med udgivelse i 1870 af syv geologiske kort dækkende det meste af Dalsland. Hovedaktøren var A. E. Törnebohm, som senere blev chef for SGU. Efter den tids opfattelse skelnede man mellem bjergarter i gnejsformationen bestående af ældre lagdelte bjergarter (gnejser, hälleflinter (euriter), sandsten, skifre, konglomerater, tuffer mm.) og yngre eruptive bjergarter (granit, diorit, grønsten mm). Det var gnejsformationen, der tiltrak sig datidens geologers opmærksomhed. Ud over udførlige beskrivelser af bjergarterne interesserede man sig for lagtykkelser, strygning og hældning af folieringen, kontaktforhold, overgangsformer mm. og forsøgte på den måde at regne sig frem til bjergarternes indbyrdes aldersforhold. Man betragtede altså folieringen i gnejserne som en primær egenskab opstået ved successiv aflejring. Törnebohm beskrev fem gnejstyper, hvoraf de to vigtigste var den rødlige, skifrede øjegnejstype Kroppefjällsgnejs, mens den anden var den grågrønlige mere plagioklasrige Järbognejs med nogle varianter (Tössögnejs, Gåsögnejs). De eruptive bjergarter i form af granitter, dioritter mm. tiltrak sig mindre opmærksomhed og blev beskrevet adskilt fra gnejsformationen. Overgangsformer mod gnejserne blev tilskrevet de forandringer de intrusive bjergarter påførte sidebjergarterne. Den vigtigste granittype var den plagioklasrige Åmålsgranit, som indtog store områder nord for Åmål, men også mindre områder med mere rødlig granit inde i Kroppefjällsgnejsen område beskrives (Teåkergranit, Bodanegranit, Ramskoggranit).

I de følgende år sporede man sig dog ind på, at det skelet, man byggede inddelingen på nok ikke var fyldestgørende. Man fandt glidende overgange mellem Kroppefjällsgnejsen og granitterne og konkluderede at folieringen i disse gnejser måtte være opstået senere ved deformering af primært granitiske bjergarter. P. J. Holmquist beskriver denne udvikling i tankegangen i "Studien über die Granite von Schweden" fra 1906.

Efter kraftanstrengelsen i 1870 med udgivelsen af 7 kort kommer fortsættelsen først i 1929 med Säfflekortet inkl. beskrivning af N. H. Magnusson. Han tager tråden op fra Holmqvist og betragter granitterne i Eldanintrusionen NV for Säffle og Åmål som en variant af Kroppefjällsgnejsen - eller rettere Kroppefjällsgnejsen en deformeret udgave af Eldangranitten. Han argumenterer for, at man godt kunne kalde bjergarten en gnejsgranit, men beslutter sig for betegnelsen Kroppefjällsgranit. Han opfatter Åmålsgranit og Kroppefjällsgranit og de forskelle gnejstyper som værende opstået fra sammen magma og finder glidende overgange mellem dem alle. Sjögeråsgranitten fra området NØ for Säffle betragtes også som en del af familien.

Julius Hesemanns grønne bog udkommer i 1936, men denne udgave synes ikke tilgængelig. Hans røde bog, som er en opdatering af den grønne, udkom i 1975, og her deler han granitterne op i Åmålsgranit (med varianten Sjögeråsgranit) og Kroppefjällsgranit. Sidstnævnte opdeles så igen i Kroppefjällsgnejsgranit, Protogingnejs og Kroppefjällsmylonit. De relativt udeformerede røde garnittyper omtales ikke. Af gnejser omtales Järbognejs og Tössögnejs.

I 1988 Bruger J. G. Zandstra vanen tro Hesemanns opdeling, idet han dog undlader at omtale Kroppefjällsmylonit og Protogingnejs - en lidt ejendommelig disposition af en ledeblokmand, da disse to typer vel er de mest karakteristiske i Dalsland. I Platenatlas fra 1999 dropper Zandstra alle Dalslandblokke.

Per Smed omtaler i 1. udgave fra 1988 kun Kroppefjällsgnejs (Kroppefjällsgranit) og ud fra bekrivelse og foto kan man konstatere, at det er den gnejsgranitiske type, han beskriver. I senere udgaver nedtoner han Kroppejällsgnejsgranit og dropper fotoet. Til gengæld fremtryller i stedet en ny bjergart Åmålsgnejsgranit, som synes at være det samme eller meget tæt på Hesemanns protogingnejs.

Åhäll slår i 1993 i "Geologi i Dalsland" alle områdets røde granitiske bjergarter sammen og skriver, at de er yngre end den granodioritiske Åmålsgranit. Kroppefjällsgranit beskrives som en rød, øjeførende granit.

At det er problematisk påpegede Gorbatschev allerede i 1971 og igen i 1975, hvor han påviste, at der var mindst tre generationer af granitoide bjergarter i det område, som han kaldte Åmål-Mega-Unit og som strakte sig fra Göteborg til Gillberga-skålen.

Det står nu klart, at hovedparten af bjergarterne tilhører Hisingensuiten (1590-1520 Ma) eller Göteborgsuiten (1630-1590 Ma). Bjergarterne i disse to suiter ikke til at skelne fra hinanden med almindelige metoder. Hertil kommer så nogle yngre granitiske intrusioner med røde kalifeldspatdominerede øjegranitter, som kan være fra næsten udeformerede til udtalt øjegnejsede. det drejer sig om Stigfjordensuiten helt ude ved Kattegatkysten fra ca. 1500 Ma og Kungsbackasuiten med en alder på 1340-1305 Ma. Disse yngre granitter er i modsætning til de gotiske bjergarter er opstået ved bimodal magmatisme i et ekstensionsmiljø.