I begyndelsen af 1990’erne blev man klar over, at en række bjergarter i overgangszonen mellem Det Svecofenniske Domæne og den sydlige del af Det Transskandinaviske Magmatiske Bælte havde en alder på 1,87-1,84 Ga og dermed var omkring 50 mill. år ældre end de tilgrænsende TIB-granitter af Filipstad og -Växjö-type og aldersmæssigt mere på linie med sen- og postorogene svecofenniske granitter. Det har ført til en stadigt bestående uenighed om, hvorvidt disse bjergarter skal placeres i den ene eller anden kasse.

Grundlæggende ligner disse bjergarten hinanden temmelig meget. De er overvejende alkalicalciske - dvs. at alkalifeldspater dominerer over plagioklaser. De har cm-store rektangulære til afrundede kalifeldspat-megakryster, som ligger i en grundmasse med kalifeldspat, plagioklas, kvarts og varierende mængder mørke mineraler i form af biotit, hornblende og undertiden pyroxener.

De er jo dannet i slutfasen af den svecofenniske orogenese, og mange steder har det ført til at granitterne blev omdannet til øjegnejser. Det gælder især i de østligste enklaver: Loftahammar, Hälla og Jönåker, men også områder i Askersund- og Finspång-intrusionerne er præget heraf. Graversforgranit er stort set udeformeret, men satellitmassivet i Stavsjö udviser deformationstegn.

Et andet særkende er de mange områder, der er præget af tilblanding af mafisk magma. Det giver sig til kende på flere måder: Nogle steder er der regulære intrusioner af gabbroid- eller intermediær magma. Andre steder viser det sig som magma-mingling, hvor granitisk og mafisk magma er blandet på ”marmorkagefacon” - et fænomen, som ofte mistolkes som granitter med mafiske xenolither. Endelig kan den mafiske magma være så dominerende, at den ”opsluger” den granitiske grundmasse, hvorved der dannes bjergarter med en homogen mørk grundmasse, hvori de bevarede kalifeldspat-megakryster danner røde øjne, som oftest er afrundede pga. påvirkningen af den varme mafiske magma.