Ålandsøerne er en øgruppe, som ligger mellem Sverige og det finske fastland. Geologisk set udgøres hovedparten af et enkelt rapakivimassiv, som strækker sig langt uden for Ålandsøerne mod vest og nord. Arealet er formentlig ca. 5000 km². Alderen er 1,57-1,58 Ga.

Den sydøstlige del af øerne består af ældre svecofenniske, granodioritiske, gnejsede bjergarter.

Et selvstændigt, mindre rapakivimassiv findes i havet vest for Kökar. Her finder man især grove pyterlitske bjergarter, som ikke ligner bjergarterne fra Ålandsbatholithen, men mere minder om dem, man ser på det finske fastland. Kökarrapakivigranit behandles for sig selv

En række mindre postorogene granitiske intrusioner ligger på grænsefladen mellem disse to hovedkomponenter. Det største er Lemlandsmassivet.

Både Lemlandmassivet og områderne med ældre svecofennisk grundfjeld gennemskæres af gange med rapakivirelaterede diabaser og kvartsporfyrer.

Bjergartstyper

Ålandsmassivet leverer rapakivibjergarter i mange afskygninger. Et fællestræk for de fleste Ålandsrapakivier er den rødbrune/røde grundfarve. Nogle af typerne er meget karakteristiske for Ålandsøerne, især Ålandsrapakivi. Andre typer - specielt fra det nordøstlige område omkring Vårdö - kan minde om rapakivier fra de andre finske rapakiviintrusioner, og ofte vil det ikke være muligt at afgøre med sikkerhed, om en sten stammer fra Ålandsøerne eller fra fastlandet.

Mafiske rapakivirelaterede bjergarter findes kun i beskedent omfang på nuværende erosionsniveau. Anorthosit findes på den lille ø Västersten i det sydvestlige Åland. Olivindiabaser findes i gange og lidt større forekomster i Ålandshavet. Hybridbjerarter dannet ved blanding af mafiske og granitiske magmaer er ikke ualmindelige, men bliver ikke altid opfattet sådanne.

Man kan gruppere rapakivibjergarterne fra Ålandsøerne på flere måder. Her anvendes følgende opdeling:

• Ålandsrapakivi: Bjergarter med tydelig rapakivitekstur (runde kalifeldspatter med plagioklasring). Normalt er disse såkaldte ovoider 1-2 cm. Hvis de er større end 3 cm, kaldes bjergarten Ålandsviborgit, men ofte vil så store ovoider mangle plagioklasringe. Hvis vi var på fastlandet, ville man kalde sådanne bjergarter for pyterlitter, men betegnelsen Ålandspyterlit anvendes i stedet for en noget anderledes bjergartstype (se nedenfor).
• Ålandspyterlit: Grovkornede, porfyriske bjergarter med kantede eller kun svagt afrundede alkalifeldspatmegakryster. Ingen (eller meget få) af disse megakryster har en plagioklasring. Kantede kvartskorn som typisk vil være arrangeret kransformet omkring megakrysterne. Pyterlitbetegnelsen anvendes ofte mere liberalt om porfyriske rapakivigranitter - herved lykkes det pyterlitterne at besætte ca. 1/3 af Ålandsøernes rapakiviarealer.
• Ålandsgranit: Enskornede/porfyriske granitter, som ikke opfylder kravene for at være Ålandsrapakivier eller Ålandspyterlitter. Det er en broget gruppe, hvori man finder nogle typer med eget navn:
  • Hagagranit danner en overgang mod Ålandspyterlitter.
  • Mariannehamngranit ligner Hagagranit, men har ikke så kantede kvartskorn.
  • Ålandsgranofyr. Hvis der er mikrografisk tekstur, som er synlig for det blotte øje, tales om Ålandsgranofyr.
  • Ålandsmonzonit. Hvis Plagioklasindholdet er højt og kvartsindholdet lavt, har man en Ålandsmonzonit eller -kvartsmonzonit (Zandstra: Monzonitisk randfacies af Ålandsgranit).
• Ålandsaplitgranit: Finkornet bjergart (næsten) uden mørke mineraler. Hvis der alligevel er aggregater med mørke mineraler (biotit) kaldes bjergarten prikgranit. Både dem uden og dem med disse prikker kan være porfyriske: Porfyraplit/porfyraplitisk prikgranit.
• Ålandsgranitporfyr: Porfyrisk granit med finkornet mellemmasse og med strøkorn af feldspat og kvarts. Kaldes af finske geologer for kvartsporfyragtig rapakivigranit. Hvis ikke mellemmassen er for grov rubriceres de ofte som kvartsporfyrer af stensamlere, men der er ikke på nogen måde koncensus om hvor grænsen går. En særlig type fremviser kvartsstrøkorn med hornblendering. Den kaldes ringkvartsporfyr.
• Ålandskvartsporfyr: Vulkansk bjergart med tæt rødbrun grundmasse og strøkorn af kvarts og kalifeldspat (samt i ret sjældne tilfælde også plagioklas). Findes kun i meget begrænset omfang som faststående bjergart i den sydlige del af Ålandsøerne, men er almindelig som vandreblok. Formentlig er hovedparten af ignimbritisk oprindelse, men pimpstensslirer og flydestrukturer i grundmassen ses sjældent. Hvis det alligevel er tilfældet tales om Ålandsignimbrit.