Pyterlitisk tekstur er sammen med rapakivitekstur- også kaldet viborgitisk tekstur - de to grundlaget for den basale inddeling af rapakivibjerarter i v iborgitter, pyterlitter - og så alle de andre.
Pyterlitisk tekstur består i , at man har store kantede kalifeldspatmegakryster, som er omkranset af små kantede kvartskorn, som ideelt ligger i guirlandelignende strukturer. Mørke mineraler udgøres i alt væsentligt af biotit.
Nu er virkeligheden sjældent så venlig, at den indretter sig efter systemerne. Overgangsformer mellem viborgitter og pyterlitter er almindelige - oftest bestående i varianter, som har både pyterlitiske og viborgitiske træk. Også rapakivivarianterne fra restgruppen, som hverken er pyterlitter eller viborgitter kan have elementer af pyterlittekstur eller en enkelt typisk viborgit-ovoid her og der. Hvad skal man så kalde disse bjergarter? Man må se på, hvad der er det væsentlige i den pågældende sten og navngive ud fra dette - man kan så tilføje, at der fx. er spredt optakt til pyterlitisk tekstur.
Navnet pyterlit kommer fra byen Pyterlahti i Viborgmassivet, og det er da også på det finske fastland, vi finder de mest typiske repræsentanter. På Ålandsøerne tenderer kalifeldspatterne til at være mindre - overgangsformer mod Hagagranit er hyppige.
De nordsvenske rapakivimassiver er ikke velforsynede med pyterlitter - en udtagelse er Ragundamassivet.
I de senere sydsvenske rapakivirelatede intrusioner på Jungfrun og ved Götemar er der typiske pyterlitter.
Igen er Oslofeltet også leveringsdygtige i pyterlitter, som dog er ret småkornede og typisk har mere blegrød eller gullig farve.
